23948sdkhjf

Eksportrådgiver: Vinduet er åbent for et kæmpe dansk boost på det tyske marked

Den seneste tids ustabilitet på verdensmarkedet og i forsyningskæderne har sat det tyske erhvervsliv under pres. Det tyske indkøbschefer kigger nu i stigende grad på europæiske leverandører, frem for oversøiske leverandører.

Det bekrælfter Steffen Leth Møller, der er forretningsudvikler i Erhvervshus Sjælland og Interreg-projektet German-Danish Innovation og til daglig arbejder med danske virksomheders eksport til Tyskland.

Han har helt aktuelt hjulpet GH Form i Borup med at få skudt gang i en satsning på det tyske marked.

Ensidig satsning

- Tyskerne har erkendt, at det har været en fejl at satse så ensidigt på de oversøiske forsyningskæder. Derfor sadler de nu om og søger at genoprette og styrke deres forsyningskæder med leverandører, der er tættere på. De danske virksomheder er generelt vellidte i Tyskland, så som situationen er lige nu, har de danske virksomheder derfor gode muligheder for at komme ind og få et kæmpe boost på det tyske marked, siger Steffen Leth Møller.

Steffen Leth Møller peger på, at der er et interessant sammenfald mellem de aktuelle tyske interesser og de danske styrkepositioner. Det drejer sig blandt andet om digitalisering, fødevaresikkerhed og grøn omstilling.

Digitalisering

- I Danmark er vi verdensmestre i digitalisering. Det er et område, hvor Tyskland hidtil har haltet langt bagefter, men nu har sat enorme ressourcer af til at indhente i alle områder af samfund og industri. Et andet område er fødevaresikkerhed, som er noget af det første, som bliver fremhævet om Danmark, når vi taler med tyske rådgivere indenfor fødevareområdet, forklarer Steffen Leth Møller.

Milliarder til grøn omstilling

Den grønne omstilling er en tredje dansk ekspertise, som lige nu er i høj kurs i Tyskland.

- Potentialet indenfor grøn omstilling i Tyskland er enormt. De Grønne har indtaget både Økonomi- og Klimabeskyttelsesministeriet samt Miljøministeriet og den nye regeringsaftale betyder, at der skal investeres yderligere 860 milliarder euro i grøn omstilling frem mod 2030 for at nå klimamålene, siger Steffen Leth Møller, der også peger på, at Robert Habeck, partimedformanden for De Grønne, vicekansler og Tysklands nye klima- og erhvervsminister, er dansktalende, har danske svigerdøtre og har læst på Roskilde Universitet.

Ifølge Steffen Leth Møller skal de danske virksomheder, der har ambitioner og potentiale til at byde ind på de tyske forsyningskæder ikke sidde på deres hænder.

- Vinduet i Tyskland er åbent lige nu. Men andre nærmarkeder som eksempelvis Holland har lugtet lunten og er påbegyndt aggressive salgsstrategier, så danske virksomheder skal gribe muligheden og gå i gang nu, siger Steffen Leth Møller.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079