23948sdkhjf

Cheføkonom om corona-konkurser: Risiko for ketchupeffekt

Det venter flere konkurser forude, når erhvervslivet skal betale moms- og skattelån for 34 milliarder kr. tilbage til staten i kølvandet på Corona-nedlukningen. Cheføkonom ser risiko for en ketchupeffekt 

Det var tilbagebetaling af moms- og skattelån optaget under corona-nedlukningen i 2020, som kostede Herfølge Kleinsmedie en konkurs her i sommer.

Men smedevirksomheden fra Herfølge er langt fra alene om at stå med likvide udfordringer i forhold til at finde midlerne til at tilbagebetale corona-lånene til det offentlige.

Tore Stramer, som er cheføkonomi i Dansk Erhverv, vurderer, at der med al sandsynlighed vil ske en mærkbar stigning i antallet af konkurser blandt danske virksomheder i den kommende tid.

 - Der er ingen tvivl om, at vi lige nu står foran er en ubetalt regning fra corona-krisen, siger Tore Stramer, som vurderer, at udskydelse af skat og moms var en betingelse for overlevelse for rigtig mange virksomheder.

- De virksomheder ville være gået konkurs under corona-nedlukningen, hvis de her økonomiske muligheder ikke havde været der. Men nu er der så trykket på den store play knap igen, hvor lånene skal betales tilbage, og så vil det vise sig, hvilke virksomheder der er økonomisk bæredygtige, siger Tore Stramer.

Gæld for 34 milliarder kroner

I alt står dansk erhvervsliv med en coronagæld til det offentlige på i alt 34 milliarder, og tilbagebetalingen af den største del af beløbet er skudt i gang i april og juni i år.

Det har allerede ført til de første corona-konkurser, og selvom flere er på vej, så tror Dansk Erhverv ikke, vi vil se en bølge.

- Men der en risiko for en ketchupeffekt, siger Tore Stramer med henvisning til, at tilbagebetalingen af corona-gælden til det offentlige er indledt på et tidspunkt, hvor der også er begyndende afmatning i flere brancher.

Men han ser ikke en alarmerende udvikling.

- Konkurser er en nødvendig del af vores markedsøkonomi, og det er meget naturligt, der kommer en stigning i antllet, når økonomien er sat i gang igen, siger Tore Stramer.

Derfor ser cheføkonomen heller ikke behov for politiske tiltag for at bløde op omkring fristerne for virksomhedernes tilbagebetaling af coronagælden.

- Støttepakkerne var det rigtige at gøre under corona, fordi situationen var helt speciel, og fordi politiske tiltag og restriktioner reelt satte markedskræfterne ud af drift. Men yderligere tiltag er ikke nødvendige nu, hvor vi er begunstiget af, at vi befinder os på ryggen af en virkelig massiv højkonjunktur med lav beskæftigelse, siger Tore Stramer.

Han henviser til, at der bredt set fortsat er mangel på arbejdskraft og høj beskæftigelse.

Virksomheder skylder 34 milliarder

Knap 48.000 danske virksomheder har optaget moms- og skattelån under corona-nedlukningen

Gælden til det offentlige er samlet 34 milliarder

1. april og 1. juni i år blev der indledt afbetaling af de første 27 milliarder kr. 

Tilbagebetaling af de resterende 7 milliarder vil blive sat i gang senere i år

Kilde: Dansk Erhverv

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078