23948sdkhjf

Kæmpeordre til Brüel International

Den svenske returemballagegigant Svenska Retursystem storinvesterer 70 mio. kr. i bæredygtigt vaske- og håndteringsanlæg til ny site i Helsingborg. Brüel International bliver totalleverandør.
Fødevareindustriens stigende automatisering og generelt større fokus på miljø giver gode muligheder for Brüel i Hjørring, som er en del af den fynske maskinkoncern Jorgensen Engineering. I de seneste år har der været travlhed hos nordjyderne, og den nye store investering hos Svenska Retursystem får nu Brüels ordrebog til at svulme.

- Vi har forrygende travlt, men glæder os samtidig over at Svenska Retursystem netop har udvalgt os til at løfte den udfordrende opgave at booste leveringskapaciteten med hele 50 procent, siger Brüels divisionsdirektør Tomas Torp.

Miljøet i fokus
I et meget konkurrencepræget marked har Brüels teknologifokus på bæredygtighed med reduktion af vand, energi og rengøringsmidler i vaske- og tørreprocesserne været udslagsgivende. Udvælgelseskriteriet understøttes af Svenska Retursystems salgs- og marketingmanager Conny Swahn:

- Tidens miljøfokus har betydet øget brug af returemballager i stedet for engangsemballager, og derfor øger vi vores vaskekapacitet betragteligt, fra 40 til 60 millioner kasser om året.

- Set med miljøbevidste øjne skal processens forbrug af vand, energi og rengøringsmidler til gengæld ikke ødelægge det samlede miljøregnskab. Og derfor har vi investeret i teknologi, der både matcher stigende produktionsbehov og samtidig flugter med vore miljøambitioner, fortsætter han.

Forventer fortsat vækst
De senere års stigende fokus på klima, miljø og hygiejne får stadig flere fødevarekæder til at skifte fra engangskasser over til de vaskbare og dermed bæredygtige plastkasser.

- Det har vi helt klart kunnet mærke. Hele den grønne bølge har givet Brüel ekstra vind i sejlene, og senest har Svenska Retursystem altså også investeret i Brüels vaske-knowhow inklusiv Brüels innovative og miljøvenlige tørremaskine, forklarer Tomas Torp.

Han forventer, at væksten vil fortsætte i de kommende år og understreger igen miljøfokus som en vigtig konkurrenceparameter i kampen om kunderne. Og samtidig glæder han sig over, at den grønne efterspørgsel kan være med til at sikre beskæftigelsen i det nordjyske.

Brüel International er en del af den fynske Jorgensen Engineering maskinkoncern.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141