23948sdkhjf

Scanmetals får ny storinvestor: - Vi har store planer om at ekspandere

Scanmetals stifter og medejer tager endnu en stor investor med ombord

Endnu en storinvestor har købt sig ind Scanmetals, der har en ledende markedsposition i Vesteuropa indenfor genvinding af metaller fra asken fra forbrændingsanlæg. Det er den nyetablerede kapitalfond, Core Sustainability Capital (CS Capital), der har købt 33 procent af Scanmetals.

Scanmetals blev etableret i 2009 af Ejvind Pedersen med udgangspunkt i en unik teknologi, hvor selskabet mere effektivt kan identificere og sortere metaller i asken fra forbrændingsanlæg. I 2019 købte Kirk Kapital 33 procent af aktiekapitalen, en ejerandel som siden er øget til 40 procent.

Fremadrettet vil CS Capital og Kirk Kapital eje 33 procent hver, mens Ejvind Pedersen og de oprindelige aktionærer også vil eje 33 procent.

Ejvind Pedersen, ejerleder i Scanmetals, glæder sig over det kommende partnerskab med CS Capital.

- Jeg er stolt over, at CS Capital ønsker at blive en større minoritetsaktionær i Scanmetals. Vi startede rejsen med Scanmetals i 2009, og vi er kun lige begyndt. I de kommende år har vi store ambitioner om at ekspandere geografisk og anvende vores unikke teknologi til at genanvende endnu flere metaller. Det er godt for den grønne omstilling. Samtidig tager vi med CS Capital endnu et skridt i generationsskiftet blandt den oprindelige aktionærkreds, som reducerer sin ejerandel. Jeg er samtidig glad for at kunne fortsætte det gode partnerskab med Kirk Kapital, siger Ejvind Pedersen.

I de kommende år har vi store ambitioner om at ekspandere geografisk og anvende vores unikke teknologi til at genanvende endnu flere metaller Ejvind Pedersen, ejerleder og stifter af Scanmetals

Første grønne investering

Hos CS Capital, der har pensionsselskabet Velliv som hovedinvestor, er managin partner Carsten Gröhn eget tilfreds med den første store investering.

- Velliv indgik i foråret en aftale om at investere 5 milliarder kroner i den grønne omstilling igennem CS Capital. Scanmetals er vores første investering i en fremtidig portefølje af bæredygtige investeringer, og selskabet er et godt eksempel på den type af virksomhed, vi ønsker at investere i indenfor ressourceoptimering, som er et af vores store fokusområder. Scanmetals er med til at fremme en cirkulær økonomi igennem deres unikke teknologi indenfor genvinding af metaller i affald. Den udvikling ser vi frem til at støtte op om, siger Carsten Gröhn.

Udvider i flere lande

Kirk Kapitals administrerende direktør Kim Gulstad byder også CS Capital velkommen i aktionærkredsen.

- Scanmetals har haft en fantastisk udvikling, siden vi blev en del af aktionærkredsen i 2019. Selskabet har investeret i at udvide kapaciteten i både England, Tyskland og Danmark, og selskabet er i proces med at etablere en ny produktionsfacilitet i Spanien. Endeligt har Scanmetals etableret sig indenfor et nyt forretningsområde, hvor selskabets teknologi kan anvendes til sortering af metalaffald, som ikke har været igennem et forbrændingsanlæg. Scanmetals har fortsat stort vækstpotentiale, som skal udfoldes i de kommende år. Vi er derfor glade for den nye ejerkonstellation, og vi byder også CS Capital velkommen, siger Kim Gulstad.

Transaktionen er betinget konkurrencemyndighedernes godkendelse.

Scanmetals omsatte i 2021 for 902,5 millioner kroner, hvilket var godt en fordobling fra året før. Overskuddet før skat blev også næsten fordoblet til 83,5 millioner kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093