23948sdkhjf

Nordjysk filtrerings-specialist lander ordre hos biotek-gigant

Biotekkoncernen Novozymes, der blandt andet producerer enzymer og proteiner til fødevareindustrien,  investerer i ny energivenlig erstatning for filtrering fra danske Lyras. 

Det skriver Lyras i en pressemeddelelse.

Koncernen har efter et testforløb købt sit første UV-anlæg baseret på teknologien raslysering til at inaktivere mikroorganismer. 

Raslysering vil ifølge Lyras forbedre arbejdsmiljøet og nedsætte energiforbruget hos den globale markedsleder indenfor industrielle enzymer.

"Novozymes nye raslyseringsanlæg fra Lyras vil erstatte nogle af de filtreringsprocesser, der før har givet fysiske belastninger for virksomhedens ansatte i form af manuel håndtering af filtre. Investeringen forventes samtidig at give mere sikkerhed omkring uønsket mikrobiologi og et nedsat energiforbrug," lyder det fra Lyras i pressemeddelelsen.

Fakta om raslysering

  • Lyras har udviklet teknologien raslysering, der inaktiverer mikroorganismer i drikkevarer og andre uigennemsigtige væsker ved hjælp af UV-lys. 
  • Teknikken er mindre energikrævende end traditionel pasteurisering og filtrering. Med raslysering spares derfor mellem 60 og 90 procent af den energi, og 60 til 80 procent af det vand, som traditionel pasteurisering kræver. 
  • Raslysering benytter en UV-lyskilde, kombineret med et lysfilter, der koncentrerer en bestemt type UV-lys. Væsken ledes forbi lyskilden i en kontrolleret bevægelse, så alt belyses. Hermed inaktiveres bakterier effektivt. 
  • Teknikken kan ifølge Lyras bruges på mange flydende fødevarer og væsker.

Kilde: Lyras

- Da en række enzymer ikke kan tåle høj varme, bruger vi i dag klassiske dybdefiltreringer til fjernelse af biobyrden i vores produkter. Derfor udskifter vores ansatte dagligt tunge sæt af filterplader, som en del af oprensningsprocessen til det færdige enzymkoncentrat. Med raslysering slipper vi for det. Samtidig får vi endnu mere kontrol over uønsket mikrobiel aktivitet i vores processer. Vi forventer også at kunne se forskel på energiregningen. Så raslysering passer på alle måder perfekt ind i Novozymes grønne strategi, forklarer senior director Steen Skærbæk hos Novozymes, og fortsætter:

- Når UV-teknologien giver de forventede fordele på Novozymes’ fabrik i Kalundborg vil næste logiske skridt være at installere Lyras’ UV-teknologi på flere af vores globale strategiske sites, der producerer high-value enzymer og proteiner til fødevareindustrien.

45.000 liter i timen

Novozymes nye raslyseringsanlæg vil kunne behandle 45.000 liter industriel enzymvæske i timen.

Raslysering kan ifølge Lyras også bruges som erstatning for pasteurisering af fødevarer som saltlage, valle, juice, is-te og mange andre væsker.

Lyras blev stiftet i 2017 af Rasmus Mortensen, der opfandt teknologien raslysering. Sidenhen er den teknologiske løsning blandt andet solgt til både USA, Australien og Spanien.

I januar 2022 kunne Lyras offentliggøre en eksklusiv aftale med den australske fødevareproducent Beston Global Food Company.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094