23948sdkhjf

Styrket ledergruppe skal hjælpe Beritech-ejer med at tage næste vækst-hop

Ejerleder Bent Larsen vil sikre, at udviklingen hos Beritech Group fortsætter i de kommende år

I 2020 sprang Bent Larsen for anden gang i sit liv ud som selvstændig. Første gang var i 1995, da han med en studiekammerat stiftede Beritech. Det blev siden fusioneret med Carsoe, som i 2018 blev solgt til kapitalfonden Solix.

Siden købte Bent Larsen Danish Laser Technology ud af Carsoe-gruppen og genoplivede Beritech-navnet. I dag har virksomheden mere end 200 medarbejdere og en omsætning på knap 340 millioner kroner. På mange måder har det dermed været en ret vild tilbagevenden som iværksætter for Bent Larsen.

- Jeg plejer at sige, at vi asfalterer samtidig med, at vi kører. Vi bygger en virksomhed op fra bunden samtidig med, at vi opkøber, ansætter og vokser, og det kan til tider godt være udfordrende. Jeg vil sige, at man gerne skal have prøvet det før for at kunne ramme indenfor skiven, fortæller han.

- Jeg kunne jo bare have stoppet

Dåbsattesten siger i dag 55, og Bent Larsen er allerede nu efter et par år som ejer af det nye Beritech Group begyndt at tænke over, hvordan fremtiden skal sikres.

- Mine tanker var oprindeligt, at når jeg engang skal stoppe, så ville jeg nok forsøge at sælge igen. I dag ser jeg mere nuanceret på tingene, og forsøger i højere grad at opbygge en stærk organisation, som kan tage stafetten videre, men også hvor jeg bedre selv kan være med. Om fem år bliver jeg 60, og det skal helst ikke kunne mærkes i virksomheden, forklarer Bent Larsen.

Derfor er fokusset også rettet imod strategi og organisation, og han er åben for, når tiden er rigtig, selv at tage et skridt tilbage i organisationen, hvis han kan finde den rigtige CEO, som vil købe ind på Beritechs værdier og ambitioner, og ikke mindst den DNA, som Bent Larsen har forsøgt at bygge Beritech op omkring.

- Jeg er tit blevet spurgt af folk, der ikke kan forstå, at jeg gider; ”hvorfor slapper du ikke bare af”? Jeg gør det ikke for pengenes skyld. Jeg gør det for at skabe en arbejdsplads, der er spændende at arbejde med. Ellers havde jeg jo ikke noget behov for det. Jeg kunne jo bare være stoppet, siger han.

Frihed til medarbejderne

I november sidste år blev han kåret som Årets Ejerleder i Nordjylland, og han var ikke sen til at dedikere den titel til Beritechs mange medarbejdere.

- Det er medarbejderne, der er nøgleordet. Vi er ordreproducerede og skræddersyr vores produkter til kundernes behov. Det kræver dygtige folk at designe og håndtere, og det glemmer folk nogle gange, forklarer Bent Larsen.

Derfor ligger det ham også på sinde at skabe en arbejdsplads uden unødigt bureaukrati og med mest mulig frihed for den enkelte. Sådan vil han nemlig selv helst have det.

- Her er der rigtig meget fleksibilitet i, hvad du må. Jeg siger for eksempel aldrig nej til, at folk må få ferie. Sådan er det bare. Så må vi andre bare stå sammen. Jeg har altid hadet, at min kones arbejde har betydet, at vi må planlægge et år frem, hvis hun skal have fri en weekend, fordi hun er inden for det offentlige, lyder det fra Bent Larsen.

Fleksibilitet er nøglen

Friheden går dog begge veje. For Bent Larsen har også brug for, at medarbejderne tager en ekstra tørn, når kunderne kalder. Det er nemlig en del af hemmeligheden bag Beritechs succes.

Jeg har det sådan, at vi er nødt til at være der, når opgaverne er der, for siger vi nej, er det ikke sikkert, vi får muligheden igen Bent Larsen, indehaver og direktør hos Beritech

- Jeg har det sådan, at vi er nødt til at være der, når opgaverne er der, for siger vi nej, er det ikke sikkert, vi får muligheden igen. Jeg vil hellere tjene mindre på det, og så sige ja, for at være sikker på, at jeg har kunden, forklarer Bent Larsen, og fortsætter:

- Heldigvis har vi en enorm agilitet og fleksibilitet. Så vi tør, og har muligheden for at finde bemandingen til det, så vi kan levere på den tid, der er til rådighed. Det er altafgørende, og det er det, vi vinder på. Vi vinder på, at vi siger ja, og så har vi så godt et netværk, at vi kan rykke rundt og har den volumen, der skal til. Mange kan ikke lige pludselig stille med 30 mand, det kan vi.

Kan ikke alt selv

Beritech-ejeren må dog erkende, at med den kraftige vækst følger også et øget behov for at sætte tingene i system – både for hans egen, for medarbejdernes og kundernes skyld.

- Vi arbejder løbende på at udvide og tilpasse vores virksomhedsstrategi, som virksomheden vokser sig større. Vores fokus er på at være fleksible og løsningsorienterede, men med en struktur og en organisation som understøtter vores vækstmål og samtidig sikrer os imod fejl. Den ledergruppe, vi ønsker at opbygge, skal respektere det DNA, jeg har som ejer af virksomheden. Jeg vil gerne styrke ledelsen med en eller flere personer, som kommercielt er stærkere, end jeg selv er, for jeg kan heller ikke alt selv, forklarer Bent Larsen, og uddyber:

- Vi får en rigtig flot omsætning i 2023, og der kommer mange nye folk med på holdet. Det er vigtigt, at organisationen følger med omsætningen, for jeg skal jo for eksempel også tænke på at sælge samtidig, med, at vi drifter, for at vi fortsat kan vokse. Jeg kan ikke hvile på laurbærrene, selv om der er en god ordrebeholdning nu. Jeg skal tænke over, hvad vi gør i 2024.

Ambitioner om mere eksport

Samtidig kan han konstatere, at Beritechs høje vækst og ambitioner om at gå mere ind på markeder uden for Danmark skaber nye konkurrenter. Derfor ligger det ham meget på sinde at skabe en robust virksomhed.

- Hver gang du stiger lidt op ad trappen, bliver du også ramt. Der er ikke nogen, der vil gå efter den lille tømrer, men bliver han pludselig 15 mand, så er der nogen, der får øje på ham. Sådan er det også for os. Mange af vores udenlandske konkurrenter, på pharma-delen for eksempel, aner ikke, at vi eksisterer. Den dag vi lige pludselig står på deres marked og tilbyder et eller andet, kan det gøre ondt på os, hvis vi ikke er klar til det, lyder det fra Bent Larsen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109