23948sdkhjf

Partnerskabsmodel skal sikre ingeniørvirksomhed de bedste hjerner

Da Jonas Bojer, John Keldgaard Grevsen og Boris N. Valentin i 2020 satte sig sammen og grundlagde ingeniørvirksomheden Bepa, var det med et lidt anderledes værdigrundlag end de fleste virksomheder.

Planen var nemlig, at de tre iværksættere hurtigt ville afgive ejerandele til medarbejderne.

- Da vi startede virksomheden, var det med en ide om at prøve at gøre det på en ny måde. Hele grundideen var at bygge virksomheden op på partnerskaber, forklarer Jonas Bojer.

Mere værdi til medarbejderne

Det vil i praksis sige, at de tre ejere allerede fra starten har sat en ejerandel til side, som kan videresælges til udvalgte medarbejdere.

- Når man har en virksomhed, er det dem der udfører arbejdet, der skaber værdi. Men hvis der sker noget, og der kommer gode udbytter, så ser kollegerne dem aldrig. Vi har ligesom byttet det om, så alle i princippet kan blive partnere. Det kræver så også noget af dem, at de ligesom skal kunne drive noget, forklarer Jonas Bojer.

Efter et par års drift har virksomheden i dag de tre founding partnere samt to senior partnere og yderligere tre medarbejdere, der er godkendt til at blive senior partnere.

Vil udklække nye virksomheder

Det er dog ikke ren filantropi, der har gjort, at man har valgt at gøre medarbejdere til en del af ejerkredsen. Rent forretningsmæssigt giver det også rigtig god mening i en tid, hvor der er hård kamp om de dygtige ingeniører.

- Hvad gør en konsulent, når han har været i konsulentbranchen i mange år? På et eller andet tidspunkt får han måske lyst til at få sit eget. Her har vi en mulighed for at give dem deres eget, lyder det fra John Keldgaard Grevsen.

Derudover har de også tænkt en anden form for partnerskab ind i selskabet. Hvis der viser sig en forretningsmulighed, som en medarbejder gerne vil forfølge, men som ikke passer ind i Bepas kerne-setup, er de klar til at bakke op.

- Hvis der kommer et område, som er meget specielt og ikke nødvendigvis passer ind i resten, har vi en mulighed for at starte det op sammen med nogen, som kommer til at drive det, men hvor vi går ind med vores netværk og kapital, siger John Keldgaard Grevsen.

Vietnamesisk afdeling kører efter samme princip

Udover virksomhedens hovedkontor i Århus har Bepa afdeling i Vietnam med cirka 30 ingeniører, som arbejder i et selvstændigt datterselskab under ledelse af Boris N. Valentin. Også her har man tænkt partnerskabsmodellen ind.

- Bepa Vietnam er sit eget firma, og der har jeg også sat 20 procent af i 1 procents andele og har allerede fem partnere herude. Det svarer til de senior partnere, der sidder i Danmark, siger han.

For Boris N. Valentin er det også en kæmpe hjælp i det daglige, for også i Vietnam har det vist sig, at når en ingeniør bliver medejer, så tager han øget ansvar.

- Mange af dem, vi har som partnere nu, der behøver jeg ikke gøre ret meget. De kan selv snakke sammen med kunden og selv dele opgaver ud, konstaterer han.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094