23948sdkhjf

Dansk Metal: EU har nøglen til flere danske arbejdspladser

"Vi skal bevare danske arbejdspladser, og derfor er det tid til, at Europa tager ansvaret på sig og sikrer en fortsat stærk grøn industri, så vi kan fastholde vores førerposition inden for den grønne teknologi."

Sådan lyder budskabet fra Dansk Metal i en pressemeddelelse, der giver fem konkrete anbefalinger til EU's stats- og regeringsledere. 

De mødes de kommende to dage for at diskutere Europa-Kommissionens plan for, hvordan de styrker Europas grønne industri. Kommissionens forslag kommer i kølvandet på en særdeles aktiv industripolitik i Kina og USA.

- Der er mange positive tiltag i den plan, som Europa-Kommissionen har foreslået. Det er afgørende, at Europa går forrest for at sikre handel med resten af verden og samtidig bringer Europa i den digitale førertrøje. 

- Vi deler fuldstændig ambitionen om at holde arbejdspladser på europæiske hænder. Europa bør spille på alle tangenter for at styrke vores grønne industri - så vi kan bevare gode arbejdspladser i Produktionsdanmark, siger EU-chef i Dansk Metal, Johan Moesgaard Andersen.

Den endelige plan forventes vedtaget fredag den 10. februar.

- I Dansk Metal har vi lige siden det seneste valg til Europa-Parlamentet i 2019 forsøgt at sætte industripolitiske spørgsmål på dagsorden i Europa, og derfor er det meget positivt, at beslutningstagere i Danmark og Europa nu ser ud til at rykke på denne her dagsorden, siger Johan Moesgaard Andersen.

Dansk Metals fem forslag

For at styrke Europas grønne industri bør EU ifølge Dansk Metals kigge på disse fem anbefalinger.

  • Europa skal tage lederskab inden for grøn teknologi

Den amerikanske og kinesiske statsstøtte til grønne virksomheder viser, at de går all-in på at udvikle fremtidens grønne produkter og teknologier. Disse produkter og teknologier er nøglen til fremtidens vækst og arbejdspladser. Derfor er det afgørende, at Europa er med helt fremme og investerer i udviklingen af grønne produkter og teknologier.

  • Europa skal ikke være bange for at føre afbalanceret industripolitik

I en situation hvor Kina og USA investerer enorme summer i statsstøtte til grønne virksomheder, er ét af svarene naturligvis, at Europa også ser på for eksempel midlertidig statsstøtte og vækstplaner for strategisk vigtige sektorer. Den tid må være forbi, hvor vi bare hovedkulds sendte industriarbejdspladser østpå i en naiv tro på, at industri skulle være fortid i Europa.

  • Europa skal styrke samhandlen med verden

Hvis ikke Europa svinger taktstokken i verdenshandlen, så står Kina på spring. Europa bør sætte alt ind på at indgå nye handelsaftaler med lande som Indien, Australien og Mercosur-landene i Sydamerika. Indsatsen for at styrke Europas grønne industri står ikke i modsætning til at kæmpe for mere og bedre handel med resten af verden.

  • Hurtigere godkendelser

I EU kan det tage helt op mod otte år at få godkendt nye grønne projekter. Det kan udfordre tempoet i Europas grønne omstilling - særligt når det i USA ofte kan klares på mindre end den halve tid. Det viser, at der er brug for bedre samspil mellem Danmark og EU for at sikre tempo i den grønne omstilling.

  • Nabotjek af sociale betingelser i IRA

Joe Bidens plan: "Inflation Reduction Act" indeholder en række sociale betingelser, som skal være med til at styrke den sociale bundlinje i USA. Europa bør som en del af det europæiske modsvar gennemføre et nabotjek af de sociale betingelser i den amerikanske plan for at se på, hvordan Europa inden for den nuværende kompetencedeling mellem EU og medlemslandene kan sikre en tilstrækkelig social balance i planen.

Kilde: Dansk Metal

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109