23948sdkhjf

Færre hærderier i Danmark

Der har været kamp om varmebehandlingskunderne i Danmark, og markedet er gået i retning af færre og større enheder, som det også er sket i mange andre brancher. Jern og Maskinindustrien har fået en branchekommentar fra administrerende direktør Kent Abrahamsen, Bodycote Varmebehandling A/S, i forbindelse med lukningen af Hærderiet A/S.
Går vi 30 år tilbage, var der 9-10 lønhærderier i Danmark – nu er der tre.

Hærderiet blev oprindeligt startet af otte udbrydere fra Bodycote i Århus, men måtte efter nogle år lade sig opkøbe af en udenlandsk koncern.

Det er ikke så let at starte et hærderi.

Indgangstærskelen til hærdebranchen er meget dyr med de mange ovnanlæg og forskellige processer, som man skal beherske.

- Og kigger man på regnskaberne fra de ti år Hærderiet eksisterede, har der ikke været ét år med overskud, så det har været op ad bakke, fastslår Kent Abrahamsen, administrerende direktør, Bodycote Varmebehandling A/S.

Hærderiet var ejet af den hollandske koncern Aalberts som bl.a. har to hærderier i Sverige.

Varmebehandling i Danmark er en niche, og det er ikke mere end ca. 85 ansatte, der er beskæftiget i lønhærderierne i Danmark.

Derudover er der ca. det samme i interne hærderier, hvor det største er Sauer Danfoss’ hærderi på Als. Disse hærder kun egne produkter.

Bodycote er ledende inden for varmebehandling på verdensmarkedet med 170 hærderier i 27 lande, og i Norden er de klart markedsførende med en forholdsvis stor markedsandel i Danmark, Sverige og Finland.

Administrerende direktør Kent Abrahamsen, Bodycote, har stået i spidsen for Haustrups Hærderi og siden alliancen mellem Haustrups Hærderi og Bodycote, for Bodycote’s to hærderier i Danmark.

De kompetencer og erfaringer, som Bodycote har opnået i Danmark, skal nu bredes ud i Norden. Kent Abrahamsen har fået ansvaret for salg og marketing i de nordiske lande.

Han er udnævnt til Sales Director Nordic med ansvar for salgsorganisationerne, der dækker Bodycote’s 17 fabrikker i Norden inden for varmebehandling og tekniske overfladebehandlinger som fx anodisering og specielle tekniske overfladebehandlinger, der bl.a. giver korrosionsbeskyttelse og hårde overflader.

- Bodycote har fokus på service og kvalitet - ydelser, der er efterspurgte af kunderne, og som typisk kommer, før snakken går på pris. Som det er med ejendomme, hvor det er beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed, der er vigtig, er markedsandel vigtig, hvis man vil være med i front med de nyeste teknologier og services. Det kræver store investeringer inden for mange områder at kunne levere det, som kunderne forespørger, siger han.

- At have 17 fabrikker i Norden giver både stordrift-fordele, men også udveksling af "best practice", særligt de kompetencer som kunderne søger, kan altid tilbydes.

- Hvis ikke vi har kompetencen i Danmark, finder vi den i et af de andre lande og vice versa. Vi har i Danmark mange dygtige og progressive medarbejdere, der ikke kun kan fostre de gode ideer, men også få dem implementeret, så vi har løbende forbedret vores service med nye tiltag og produkter. Og de er blevet taget godt imod inden for dansk industri. Men markedsandele kommer man ikke sovende til. Det kræver dagligt, at man arbejder med kunderne og sætter sig ind i deres sted og efterfølgende "leverer varen" til dem.

- Det er det, vi har arbejdet hårdt på i Danmark og nu skal udbrede i Norden. Noget tyder på, at det er lykkedes i Danmark, siger Kent Abrahamsen. jph
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094