Maskinbyggeren Letech Machines A/S i Slagelse har vind i sejlene med fremstilling af en maskine til den russiske tandlægeindustri. Maskinen fortander rømmenåle med ekstremt fine tolerancer. Netop på præcisionen er de danske maskinbygningskompetencer efterspurgte.
MASKINBYGNING
Man skal ganske tæt på for at kunne se de små tænder, som de korrosionsbestandige, sejhærdede rømmenåle er udstyret med.
Letech Machines A/S i Slagelse er netop nu i gang med at fremstille en serie på tre ens maskiner til den russiske tandlægeindustri.
Maskinerne bearbejder blanke rømmenåle, der i processen får tænder, der rejses ud af metallet med specialfremstillede hårdmetalplatter fra Sandvik Coromant.
De færdige rømmenåle bruges af tandlæger i forbindelse med oprensning af nervekanaler, når der rodbehandles.
70 nåle i minuttet
- Maskinen fremstiller ca. 70 rømmenåle i minuttet. Kunden er en russisk virksomhed, der fremstiller tandlægeudstyr i store mængder. De har flere gange selv prøvet at bygge en fortandingsmaskine til rømmenåle og spurgt andre danske maskinbyggere, men uden held før nu, konstaterer Lejf Rasmussen, direktør for Letech Machines.
- Hver enkelt nål måles op før fortanding for at få den ønskede dybde og tandstørrelse. Der måles inden for fem tusindedele millimeter for at få den helt rigtige tandstørrelse på en tiendedel, beskriver han.
Hurtig kontrol
Maskinen er udstyret med en Allen Bradley L72 plc-styring fra Rockwell Automation.
Hele 16 servomotorer fra samme leverandør sørger for den nødvendige bevægelse i maskinen.
Hertil kommer SERCOS netværk og pneumatik fra Festo.
- Maskinen bearbejder otte nåle ad gangen. Alle nåle kontrolleres efterfølgende for at se, om tænderne er i orden. På 0,3 sekund kontrolleres samtlige otte nåle. Højden og vinklen på tanden kontrolleres med et visionsystem fra det danske firma Unit One.
Selve billedfeltet er kun på 2x3 millimeter. Eksponeringstiden er på blot fem milliontedele af et sekund. Visionsystemet kommunikerer med servomotorerne og gør det eksempelvis muligt at korrigere automatisk, hvis platten er slidt, fortæller Lejf Rasmussen videre.
Nålene fødes ind i maskinen fra en skål, leveret af Tønner & Guldager Vibrationsteknik ApS i Slagelse.