Foredragsholderne kom hele vejen rundt om lasersvejsning i termoplastiske materialer, da ATV-Semapps Polymer Management Committee i Odense for kort tid siden holdt seminaret Laser Welding of Polymers.
ARRANGEMENT
I mere end 10 år har lasersvejsning i plast været en mulighed i industrien, og efterhånden har såvel forskning som industri opnået en hel del erfaring med de avancerede teknologier til dette formål.
Ikke overraskende har man især i Tyskland og Schweiz helt særlige kompetencer inden for dette felt, hvilket tydeligt kom til udtryk under ATV-Semapps arrangement i Odense, hvor mange tyske producenter af lasermaskineri var på podiet med spændende indlæg.
Det er ikke mindst i den tyske automobilindustri, at lasersvejsning af plastkomponenter er dagligdag.
Producenter og brugere
Det meste af dagen i Odense var således afsat til indlæg omkring lasersvejsning i plast med hele seks foredrag alene om formiddagen og ligeså mange om eftermiddagen.
Ligeså tæt pakket som dagens program var seminarlokalet med et stort antal interesserede deltagere.
Virksomhederne Leister Process Technologies, Dilas Diodenlaser GmbH samt LPKF Laser & Electronics AG var repræsenterede med oplægsholdere på seminaret.
Brugere af teknologien herhjemme er eksempelvis Novo Nordisk og Coloplast, der også var repræsenterede på seminaret.
I løbet af seminaret blev der flere gange gået i detaljer med de særlige procesparametre, der har betydning for en vellykket lasersvejsning i plast, herunder samspillet mellem laserkilde i relation til bølgelængder og strålekvalitet, lasersvejsemetode, fixtur og materiale samt emnegeometri og meget andet.
Transparens og absorption
En af foredragsholderne var Oliver Hinz fra Leister Process Technologies, der blandt andet var inde på fordele ved og krav til lasersvejsning i plast.
Bemærk at processen som udgangspunkt kræver, at den ene plastdel er transparent, mens den anden er absorberende i forhold til laserstrålen.
Laserlyset passerer gennem den transparente plastdel og rammer den absorberende plastdel, hvor varme og tryk effektuerer sammensvejsningen af delene.