23948sdkhjf

Godt initiativ hos Hosta Industries

Mere end 100 havde fundet vej til Hjallerup, da Hosta Industries A/S holdt seminar omkring rørskæring. Seminaret blev holdt med henblik på at give konstruktørerne et indblik i, hvilke nye muligheder rørskæring giver konstruktionsmæssigt.
For et års tid siden investerede underleverandør virksomheden Hosta Industries i deres første rørlaser maskine og det giver nogle helt nye muligheder konstruktionsmæssigt for virksomhedens kunder.

Hos virksomheden føler man, at kendskabet til de fordele der ligger i at fremstille rørkonstruktioner, trængte til at blive udbredt. Derfor havde virksomheden på eget initiativ sendt 500 invitationer ud, målrettet konstruktørerne i den danske industri.

- Vi mener, at rigtig mange virksomheder kan forbedre deres konkurrence evne, hvis de ser de muligheder der er i rørkonstruktioner, mente direktør Christian Mosevang.

Første mand på talerstolen var Jakob Gadegaard fra Sanistål, der gav et indblik i alle de forskellige rørprofiler der findes. Han fortalte om de forskellige typer af runde og firkantede rør, svejste eller sømløse rør, og hvornår man med fordel kunne bruge de forskellige typer i de forskellige konstruktioner.

- Udvalget er utrolig stort , og derfor kan det for mange virke lidt uoverskuelig, hvad der er bedst til den enkelte opgave, hvor man i pladekonstruktioner bedre selv kan definere præcis, hvad man ønsker.

Til gengæld er der også mange fordele, især i den efterfølgende produktion, hvor der ofte kan spares mange timer ved at benytte rør, og ikke opsvejste pladekonstruktioner.

Til at runde af omkring rør og rørdimensioner, fortalte Pernille Ærenlund fra Ruukki om alle de speciel rør, det er muligt at få fremstillet.

- Skal røret være firkantet, rundt eller sekskantet. Ved værksleverancer kan man selv bestemme udformningen af røret. Derved opnås en unik konstruktion, der er optimeret til mindste detalje med hensyn til materialevalg og styrke, fortalte hun.

Voksende interesse for rørkonstruktioner

Næste mand på talerstolen var Philipp Herwerth fra Trumpf, der er den tyske virksomheds specialist i rørkonstruktioner. Philipp har kørt mange udviklingsprojekter igennem rundt omkring i virksomheder, for at åbne kundernes øjne for rørkonstruktioner.

Han fortalte, at det er kompleks og anderledes at konstruere i rør frem for plade. Men kan det lade sig gøre, er det altid en billigere løsning.

- Det er en anderledes måde at tænke konstruktioner på, men når man først har taget springet, er der mange produktionstimer at spare og et kvalitetsløft at hente, sagde Philipp Herwerth.

- Jeg kan mærke en stigende interesse. Der er mange konstruktører, der har fået øjnene op for det de sidste ti år, og det er en af de måder man kan optimere sine produkter på i dag.

Herefter gennemgik han en del optimeringseksempler som Trumpf havde været en del af i forskellige brancher.

- Min erfaring er, at produkternes gennemløbstid kan reduceres med op til 50 procent, fordi emnerne er præcist forberedt til de efterfølgende processer. Skal der for eksempel svejses, kan emnerne skæres, så de trækker sig de rigtige steder, eller de kan skæres, så de kan tappes sammen og man ikke skal have målebånd op for at måle. Der kan skæres smig til præcis og hurtig bukning.

Herefter gennemgik han maskinkapabiliteten i de forskellige rør, så konstruktørerne kunne få en fornemmelse af, hvor præcise emner der kan fremstilles.

Til slut viste han alle de forskellige sammenføjningstekniker, der findes, og som skal gøre det nemt i den videre produktion.

Eksempler fra virkeligheden

Søren Green fra Brüel International A/S, der fremstiller vaskeanlæg til levnedsmiddelindustrien har de sidste halvandet år arbejdet med at implementere rørkonstruktioner i virksomheden:

- Vores produktion er rimelig kompleks, og vi fremstiller stort set altid kundetilpassede løsninger. For os har den største fordel været, at vi nu i høj grad tapper tingene sammen. Det er ligesom at modtage en kasse legoklodser, der skal bygges. Vi sparer rigtig meget tid på ikke at skulle måle alting op længere.

- Samtidig har det minimeret antallet af fejl og sparet tid på opretning efter svejsning. Vi har eksempler på, at vi før havde sytten forskellige komponenter i en konstruktion. De er nu nede på ti.

- Hos os har det været en fordel, det har været svært at komme i gang og se mulighederne, og det kræver en god dialog med underleverandørerne, der skal fortælle, hvad der kan lade sig gøre, mente Søren Green.

Dagen sidste seriøse indlæg stod Lars Holmberg fra Strandmøllen for. Han fortalte om, hvordan de sidste nye gastyper til både svejsning og skæring kunne anvendes, for at optimere operationerne i de forskellige materialetyper.

En rigtig spændende dag blev rundet af med et foredrag af cykelrytteren Michael Rasmussen, der fortalte om sin karriere på godt og ondt.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094