23948sdkhjf

Krisepsykologiske årsager til for sen hjælp

Erfaringer fra mere end 2400 mindre, kriseramte virksomheder viser, at psykologiske mekanismer er den største barriere i forhold til at opsøge hjælp hos Early Warning.
Early Warning har, siden organisationen blev etableret i 2007, ydet krisehjælp til mere end 2400 virksomhedsejere. Det har givet rådgivningsvirksomheden en sikker viden om, at krisepsykologiske og socialpsykologiske forhold hos virksomhedens ejer udgør en meget stor barriere i forhold til at få ham eller hende til at henvende sig i tide. Meget ofte sker det for sent, hvor alt er sat over styr og ægteskabet er truet.

I begyndelsen troede rådgivningen, at det blot var et spørgsmål om at opbygge kendskab til Early Warning, så ville henvendelserne begynde at komme tidligere i kriseforløbet. Det har imidlertid vist sig at være en forkert antagelse. Andre faktorer har vist sig at være langt vanskeligere at gøre noget ved i bestræbelsen på at få virksomhedsejeren til at gøre brug af vores kompetente rådgivning, der er gratis, fortrolig og uvildig.

Ejeren er stort set altid i personlig krise, når vi bliver kontaktet. Og netop det at han først er villig til at henvende sig, når den personlige krise har udviklet sig langt, gør, at henvendelserne ofte kommer for sent. Han kan ikke se flere muligheder, men kæmper indædt med at gøre mere af det samme. Han vil ikke indse, hvor alvorlig den reelle situation er, og han vil da slet ikke indvie andre i, hvor skidt det står til. Han er fyldt af skyld og skam – og ofte også af vrede. I den situation er det tit ægtefællen, som tvinger vedkommende til at opsøge hjælp.

Socialpsykologisk føler ejeren, at næsten alt står på spil. Hans identitet er typisk bygget op på forsørgerrollen og at være en stærk mand, som er dygtig til at drive virksomhed. Han tror, han mister enhver anseelse og ser sig selv som en, der har svigtet sine medarbejdere og sin familie.

Desværre kan Early Warning også konstatere, at det ofte er hele fundamentet for vedkommende, som er truet. Firmaet, hjemmet, hele økonomien og mange gange desværre også ægteskabet.

- Vores udgangspunkt, når vi møder ejeren af den lille virksomhed, er ejeren og hans familie. Hvad vil de med deres liv, og hvordan kan virksomheden bidrage til, at de når deres mål og drømme. De fleste gange kan vi trods alt bidrage til, at virksomheden holder skruen i vandet. I de tilfælde hvor en konkurs er uundgåelig, skaber kendskab til reglerne om 3-årig gældssanering en slags ro og tro på, at fremtiden kan blive god igen på den anden side, siger projektleder Svend Røge, Early Warning.

- Men hvis vi skal lykkes med at komme tidligere ind i kriseforløbet, og dermed have større chancer for at redde virksomheden, så er det helt afgørende, at personer tæt på ejeren er opmærksom på, at både krisepsykologiske og socialpsykologiske mekanismer spiller en meget stor rolle. I stedet for at undres over ejerens adfærd, og måske være afvisende og skælde ud, så er det langt mere frugtbart at søge at komme i dialog med ham om, hvordan han selv har det. Nødvendigheden af at være mere opmærksom på de krise- og socialpsykologiske forhold gælder ægtefællen og familien, men også bankfolk og revisorer, som desværre alt for sjældent er tilbøjelige til at tale om andet end det strengt faglige, siger Svend Røge.mola
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078