Robotsamarbejde har været en succes
ROBI, der er et samarbejde mellem Teknologisk Institut og Udvikling Fyn, blev startet som et konkret tilbud til virksomheder med brug for hjælp til at få idéer og forretningsmuligheder inden for robot- og velfærdsteknologi realiseret. Samarbejdet har det seneste år haft kontakt til knap 200 fynske virksomheder.
"Vores målsætning er at få idéerne op af skuffen hos de virksomheder, som kan se mulighederne i robotteknologi og automation og ikke mindst at plante
nogle kommercielle frø. Med Fyn som kraftcenter kunne vi være førende på verdensplan på en række udvalgte områder inden for robot- og velfærdsteknologi, og mange virksomheder vil gerne i gang med at automatisere, men ofte bliver det ved tanken, fordi de simpelthen ikke ved, hvordan de skal komme i gang. Det har vi hjulpet dem med sammen med Udvikling Fyn", siger Kim Andersen, der er innovationskonsulent på Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi.