23948sdkhjf

DI: Eksport til Kina skaber danske arbejdspladser

Indlæg af DI, adm. direktør Karsten Dybvad.
Der er eksportordrer og danske arbejdspladser at vinde, når Regentparret sammen med fire ministre, en lang række danske virksomheder og repræsentanter fra erhvervsorganisationer herunder DI i disse dage besøger Kina.

Danmarks eksport af varer til Kina er næsten fordoblet siden 2007 – og eksporten på tjenester er vokset med godt 30 pct.

Stigningen i eksportordrer til Kina er med til at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark. Det er især inden for landbrug og fødevarebranchen, at vi vil se flere job, men også medicinalindustrien og energisektoren nyder gavn af, at vi eksporterer mere til Kina.

Den voksende danske eksport har rod i den kinesiske vækst, som er buldret fremad med vækstrater på over 10 pct. i flere år. I de seneste par år er væksten dog aftaget, og Den Internationale Valutafond (IMF) forventer en BNP-vækst på omkring 7 pct. frem mod 2019.

Men hvis væksten skal fortsætte, kræver det nye investeringer. Den kinesiske centralregering i Beijing ønsker derfor i fremtiden at fremme investeringer i innovation, ny teknologi og privat forbrug, og det kan komme danske virksomheder til gavn, vurderer DI.

Kina kommer i højere grad til at fokusere på kvalitet frem for kvantitet. Danske virksomheder er netop kendt for at producere produkter af høj kvalitet, så der vil åbne sig endnu flere forretningsmuligheder for dygtige danske virksomheder i Kina.

Danmarks direkte investeringer i Kina er næsten fordoblet siden 2008, og der er i dag cirka 500 danske virksomheder etableret på det kinesiske marked. Til gengæld kniber det fortsat med at tiltrække kinesiske investeringer til Danmark, og vi halter bagefter i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med.

Det er tankevækkende, at vi ikke formår at tiltrække flere investeringer fra Kina til Danmark. Grundlæggende investerer udenlandske investorer i Danmark, hvis de kan se, det er en god forretning. Vi bliver nødt til at arbejde hårdt på at blive et mere attraktivt land at investere i.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.189