Enhver virksomhed med respekt for sig selv havde en fiberlaser som det dominerende på standen, da Simtos-messen præsenterede pladebearbejdningsløsninger til det asiatiske marked i Seoul.
SIMTOS 2012
Den 15. udgave af Simtos messen, der løb af stabelen i det imponerende Kintex center i Seoul for nylig bød også på pladebearbejdning. Det var dog den spåntagende del, der var fremherskende på messen. Pladebearbejdningsmæssigt levede messen ikke op til de standarder, vi kender fra Blechmessen i Hannover.
Alle de store mærker, som også er fremherskende i Europa med Trumpf, Amada, Bystronic og salvagnini i spidsen var repræsenteret.
Samtlige producenter havde dog ladet alt automationsudstyr blive hjemme, og der var stort set ingen automationsløsninger at kigge på for de fremmødte.
- Det har aldrig været kulturen herude at have den slags udstyr med på messe, sagde salgschef Sung Dong-ha fra Trumpf.
- For bare to år siden var der heller ikke mange automationsløsninger at kigge på hos spåntagningsdelen, men det er der i dag. Så mon ikke også at vi vil se væsentlig mere af den slags i fremtiden på pladebearbejdningssiden.
Fiberlasere dominerede
Nøjagtig som på sidste Blech messe i Hannover var det fiberlaserne, der dominerede. Men også aspekter som bedre og hurtigere styringer var på dagsordenen.
Enhver udstiller med respekt for sig selv havde fået ordet fiber centralt placeret på standen, og der er ingen tvivl om, at producenterne mener det alvorligt med fiberlaseren.
Der er dog en række vigtige faktorer, der stadig skal tages i betragtning før investeringen foretages. De forskellige forhandlere af fiberlaseren er enige om, at grænsen for hvornår det er fornuftigt rent økonomisk at anvende fiberlaser frem for traditionel CO2 laserskæring, ligger på pladetykkelser op til omkring 6 millimeter.
- Er kundernes fokusområde plader over 6 millimeter, anbefaler vi stadig traditionel laserskæring, da hastigheden på fiberlaseren i tykkere materialer, endnu ikke er konkurrencedygtig, fortæller Kim Seokho marketingsdirektør for Bystronic.
Salvagnini har fået succes
De eneste der for alvor havde fået slået hul på at sælge fiberlasere var Salvagnini.