23948sdkhjf

Brændeovns-pioner fylder 70

Vagn Hvam Pedersen fylder 70 onsdag den anden juli. Det er stadig ham, der styrer produktionen hos den familieejede brændeovnsproducent HWAM i Hørning. Her udgør han ledelsen sammen med sønnerne Stefan og Torsten. "Vores produktionschef rejste for et års tid siden, og jeg lod mig overtale til at varetage jobbet midlertidigt. Men opgaven er faktisk så spændende, blandt andet med indførelsen af Lean Thinking i hele organisationen, at jeg har valgt at fortsætte – i hvert fald foreløbig," siger Vagn Hvam Pedersen. Han er oprindelig udlært landbrugsmaskinsmed i Forlev ved Skanderborg, men drevet af eventyrlyst blev Vagn Hvam Pedersen montør i en schweizisk producent af maskiner til møllerier i hele Skandinavien. Efterfølgende arbejdede han som ventilationsmontør i ni år. "Men arbejdet begyndte at kede mig, og da jeg altid havde haft lyst til at blive selvstændig, etablerede jeg min egen virksomhed inden for ventilation og smedearbejde," fortæller Vagn Hvam Pedersen. Det var tilbage i 1973, da den første oliekrise brød ud. I dag beskæftiger HWAM 85 medarbejdere, har forhandlere i hele Danmark og eksporter over 90 procent af sine ovne til kunder i hele Europa med Tyskland som det største marked. Sønnerne Stefan og Torsten ejer hver 25 procent af aktierne i HWAM, mens Vagn Hvam Pedersen ejer de resterende 50 procent.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096