Som udviklingen af jetfly for år tilbage sprængte lydmuren, har et nyt revolutionerende tårndesign for vindmøller åbnet for nye højder på vindmølletårne. Det er Skandinaviens største underleverandør af stålplade og pladekomponenter, Ib Andresen Industri A/S, der i samarbejde med Siemens Vind Power A/S står bag denne enestående nykonstruktion.
INDUSTRIELT DESIGN
En amerikansk nobelpristager sagde for nogle år siden, i forbindelse med prisoverrækkelsen i Stockholm, at der næste altid er forskere og ingeniører i gang med at løse de problemer der for tiden tårner sig op i samfundet. Det postulat har den seneste udvikling inden for vindmølletårne underbygget her i sommeren 2011, hvor protesterne mod støjende vindmøller får rigelig spalteplads i dagspressen.
For netop i Juli i år udsendte Ib Andresen Industri koncernen en pressemeddelelse om at man i samarbejde med Siemens Wind Power har udviklet en ny type vindmølletårne der, opbygget af et antal sammenboltede stålskaller kan bygges højere end de hidtil anvendte, og at de vil blive bygget til landbaserede vindmøller med højder over 100 meter.
En væsentlig detalje i det nye tårnkoncept er at tårnene fremstilles af tyndere plademateriale i højstyrkestål og med større diametre. Øget tårnhøjde og tyndere plademateriale kræver større bunddiameter. Eller sagt på en anden måde: Med en større diameter kan pladematerialets tykkelse reduceres væsentligt
Siemens Wind Power der skal stå for salg og service er klar til at tilbyde de nye vindmølletårne allerede i 2012.
Nytænkning skaber vækst
J&M opsøgte for nylig Ib Andresen Industri på hovedkontoret i Langeskov og fik, i en samtale med direktøren for Andresen Towers, CEO Tom Andresen og projektleder Anders Nygaard Rasmussen fra Siemens Wind Power A/S, et indblik i baggrunden for og udviklingen af det nye IAI koncept for vindmølletårne.
Ib Andresen Industri har produceret stålpladekomponenter til svejste vindmølletårne i mange år og har derfor nøje fulgt udviklingen mod stadig større tårne. Tidligt har man her kunnet se problemerne med stadig stigende tårnhøjde, stigende tårnvægt og ikke mindst problemer med transport og opstilling. Blandt andet er tårndiametre på over 4,3 meter for store til bropassage på europæiske landeveje.