23948sdkhjf

Alfa Laval Aalborg varsler afskedigelser

Ændringer i den globale værftsindustri betyder, at Alfa Laval i Aalborg fortsætter udflytning af den traditionelle produktion af brændere og varmevekslere. Omkring 90 medarbejdere forventes at blive berørt.
Princippet om at producere tæt på aftagerne betyder, at Alfa Laval i Aalborg flytter en del af den traditionelle produktion af brændere og varmevekslere til Kina. Løsningerne anvendes i den maritime sektor, og dermed er kunderne især skibsværfter i Asien.

"I dag bliver en større og større del af verdens skibe bygget i Asien og specielt i Kina. Både hvad angår omkostninger og miljøbelastning giver det bedst mening at producere så tæt på kunderne som muligt, og derfor flyttes en del af produktionen af brændere og varmevekslere nu til Qingdao i Kina. Af samme årsag fortsætter vi produktionen her i Aalborg af store anlæg til udstødningsgasrensning og nogle varmevekslere til det europæiske marked", siger Søren Krarup, adm. direktør, Alfa Laval Aalborg.

Udflytningen er en fortsættelse af den proces, der begyndte tilbage i 1994, da virksomheden i Qingdao blev etableret. Også en mindre produktion af komponenter til marine- og industrireparation samt en mindre serviceenhed vil blive flyttet ud. Det betyder, at Alfa Laval i Aalborg varsler afskedigelse af ca. 90 medarbejdere ud af de 450, der i dag er ansat på virksomheden.

"Det er ikke rart at sige farvel til dygtige medarbejdere, men for fortsat at kunne være konkurrencedygtige er vi løbende nødt til at tilpasse os virkeligheden og kundernes ønsker. Vi kan heldigvis se, at en række af vores forretningsområder inden for energi og miljø i Aalborg går godt. Både det nye højteknologiske testcenter, vi indviede i starten af året, og det nye hovedsæde, vi er i gang med at opføre, betyder, at vi fortsat satser på Aalborg", siger virksomhedens adm. direktør.

De endelige forhold for de berørte medarbejdere skal nu forhandles mellem virksomhedens ledelse og medarbejderrepræsentanter. I Alfa Lavals tilbud til medarbejderne vil bl.a. være støtte til jobansøgning og videreuddannelse.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094