23948sdkhjf

Vindmølletestbænk fra R&D til nyt LORC testcenter

Den aarhusianske ingeniørvirksomhed er i tæt samarbejde med General Electric (GE) en af hovedleverandørerne til det nyåbnede LORC testcenter på Lindø.
Sammen står GE og R&D for udviklingen af syv ud af de godt 10 testbænke, som i dag er produceret på verdensplan.

"Vi har arbejdet med området i en årrække og er meget stolte af, at vi i dag kan kalde os verdensførende specialister på området," siger ejer og teknisk direktør hos R&D Morten Storm Pedersen.

Filosofien bag de syv store testbænke, som R&D og GE gennem årene har udviklet til test af vindmøller og vindmøllekomponenter, er, at alle testbænkens elementer er lige vigtige.

"Vores styrke er, at vi leverer komplette løsninger. Vi betragter testbænken som en helhed og leverer alt lige fra fundamentet til de enkelte komponenter og delsystemer, som eksempelvis softwaresystemerne. Alt i alt højner det pålideligheden og kvaliteten af de gennemførte tests", siger Morten Storm Pedersen.

Testsystemer til andre energiformer

R&D har gennem flere år samarbejdet med bl.a. Vestas og LORC, og er således leverandører til LORCs nyåbnede testcenter på Lindø.

"R&D er meget dygtige og arbejder utroligt professionelt og kompetent med opgaverne. De har desuden en meget skarp ingeniørmæssig kapacitet, og de er i stand til at levere det komplette anlæg. Dertil kommer, at alt hvad de laver, er veldokumenteret. Vi har været meget tilfredse med samarbejdet", siger direktør for LORC Ove Poulsen.

Det er ikke kun ved test på vindenergiområdet, at R&D ønsker at være førende på verdensplan. Senest er R&D begyndt udvikling og levering af testsystemer til bl.a. olie- og gasindustrien.

"Vores mål er, at vi vil fastholde vores position som den førende virksomhed i vindtest, men vi vil også udvide vores platform, så den dækker hele energiområdet. Fælles for de dele af energiområdet, som vi arbejder med, er, at vi har at gøre med enorme kræfter. Det er netop her, vi har vores faglige spidskompetence på testområdet. Det vil og kan vi bruge fremover - også når det handler om andre energiformer end vind", lyder det fra Morten Storm Pedersen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156