23948sdkhjf

Smartlift overtager og videreudvikler vindueslift

Virksomheden har købt rettighederne til Chrois Vindueslift og har omdøbt den til Smartlift SL 400 Skylifter.
Smartlift A/S tilføjer et redskab til vakuumløft, som er beregnet til montering på basismaskiner som teleskoplæssere, kraner og minilæssere.

Vinduesliften er oprindeligt udviklet af Chrois, der står bag mange specialløsninger til entreprenører og byggeri. Smartlift har overtaget produktion og rettigheder, og har sammen med Chrois videreudviklet vinduesløfteren bl.a. med Linak aktuatorer, som Smartlift anvender på deres øvrige lifte. Kombinationen af saksedesignet og et nyudviklet drejehoved giver seks forskellige justeringsmuligheder og meget høj præcision.

"Vi har udviklet et redskab, der styres fra en fjernbetjening og kan arbejde med meget stor nøjagtighed. Det betyder, at det manuelle arbejde med at få vinduespartier eller facadeplader på plads er minimeret. Det giver både højere effektivitet og bedre arbejdsmiljø", siger direktør Nicolai Tange Jørgensen, Smartlift A/S.

Når virksomheden har valgt at overtage vinduesløfteren, skyldes det, at redskabet ligger i direkte forlængelse af virksomhedens ekspertise indenfor maskiner til vakuumløft, og samtidig har Smartlift A/S en strategi om at ekspandere, fortæller han.

Jeg ser store muligheder for Smartlift SL 400 Skylifter både i den danske udlejningsbranche, i byggebranchen og generelt på eksportmarkederne, hvor vi er ved at få godt fat med selvkørende lifte til inden- og udendørs brug. Skylifterens rækkevidde og løftehøjde afhænger af basismaskinen. Monteret på en trailerkran eller en spiderkran er der en stor operationsradius ud fra basismaskinen, og på en teleskoplæsser eller minilæsser kan emnerne flyttes rundt på byggepladsen og monteres i samme arbejdsgang. Ud over vinduer kan Skylifteren anvendes til alle emner med en lufttæt overflade, hvor vakuumløfteren kan få fat. Det kan være metalfacadeplader, parocelementer, fibercementplader og lignende. Mange håndværkere og byggefirmaer har en teleskoplæsser eller en minilæsser som pladsmaskine på byggepladserne, og så er Skylifter et naturligt redskab, som både kan øge effektiviteten og forbedre arbejdsmiljøet. En Skyliter monteret på en minilæsser eller en teleskoplæsser eliminerer problemerne med at færdes i løst sand eller mudder på byggepladserne. Der kan opnås fuld præcision, uanset føret og beskaffenheden af underlaget, og det ser vi som en stærk konkurrenceparameter", siger Nicolai Tange Jørgensen.

Skylifteren har en egenvægt på kun 350 kg og er bl.a. monteret med et lithiumbatteri for at holde vægten nede, så basismaskinens løfteevne kan koncentreres om emnerne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081