Gode råd var dyre, da DanGrønt i Ribe kørte i stykker natten mellem lørdag og søndag. Men Grene Industri, der har fast vagtordning, havde heldigvis den smalkilerem, som var gået i stykker, på lager.
HURTIG HJÆLP
Hos DanGrønt Products i Ribe tørres der græs, korn eller majs 24 timer i døgnet fra maj til december. Det betyder, at den tid, der går hvis anlægget står stille, ikke kan hentes ind igen.
Derfor er det meget vigtigt for virksomheden, at de nedbrud på grund af slitage, der altid vil komme, bliver repareret hurtigt således, at produktionstoppet bliver så kort som muligt.
For et par måneder siden var virksomheden ude for, at et par smalkileremme sprang under produktionen af græspiller, og klokken var næsten 24 lørdag aften, da uheldet indtraf.
- Men det er jo som bekendt i nøden, man skal kende sine venner, siger driftsleder Kent Jensen fra DanGrønt.
- Normalt har vi altid et ekstra sæt remme til at ligge, men lige præcis denne størrelse havde vi ikke ekstra af. Vi har før benyttet os af Grene Industri's vagttelefon ved nedbrud, og de leverer i øvrigt alle vores transmissionselementer.
- Derfor ringede vi til deres vagtnummer og deres mand kunne straks se, at remmene var på lager. Han fik lynhurtigt fat i en taxa, der kunne levere dem hos os, og cirka to timer efter vi havde ringet første gang, var remmene leveret og sat på, således at vores produktion kunne fortsætte.
- Vi bestilte og fik i samme omgang leveret et ekstra sæt remme, så der var ekstra på lageret som vi plejer at have.
Til gavn for kunderne
Industri-konsulent Carsten Daugaard fra Grene, fortæller, at der ofte bliver ringet på vagttelefonen fra både industri og landbrugskunder.
- Vi har jo rigtig meget på hylderne, og det syntes vi ligeså godt at kunderne kan have glæde af også uden for normal arbejdstid. Derfor har vi oprettet vagttelefonen, fortæller konsulenten.
- Normalt er det kun standardvarer, der bliver sendt ud om natten, men selv om vores maskinværksted har lukket, kan vi godt skære en tandrem for eksempel, hvis kunderne har brug for disse produkter.
- Man skal dog være oprettet som kunde hos Grene for at benytte servicen. Til gengæld er kunderne sikre på at komme til at tale med en person, der har et solidt kendskab til produktprogrammet, og som lynhurtigt vil kunne vurdere, om vi kan hjælpe. Rigtig meget af vores handel foregår jo efterhånden som e-handel, og det er rigtig godt, men når det brænder på, er det vigtigt at det er folk med erfaring og kendskab som ekspederer.