BELKI har leveret et anlæg til Edessö i Tyskland, der filtrerer væsker uden anvendelse af forbrugsstoffer. Anlægget har kørt i et år hos den tyske virksomhed, og nu er leverandøren klar til at levere endnu et af slagsen til en dansk slibevirksomhed.
PARTIKELFILTER
Den nye fabrik råder over både bearbejdningscentre og slibemaskiner, som har brug for en konstant tilførsel af rene væsker. Specielt slibemaskinerne efterlader mange og meget fine partikler i væsken, som vil forkorte værktøjernes levetid, hvis ikke de filtreres væk.
Kunden skulle bruge to centrale filtreringsanlæg. Et traditionelt, velafprøvet anlæg til bearbejdningscentrene. Dette indeholder blandt andet et magnetfilter til de meget små partikler, en effektiv olieseparator og automatisk væskepåfyldning. Dette betyder en minimal vedligeholdelse.
Det andet anlæg var til slibemaskinerne og udgjorde den største udfordring og kundetilpasning. I samarbejdet mellem kunden og BELKI skulle det centrale filtreringsanlæg udvikles til at klare flere behov:
Filtrering uden forbrugsstoffer
Fleksibel og tilstrækkelig kapacitet
Fjernelse af meget små slibepartikler
Fjernelse af meget store mængder af partikler
Jævnt forsyningstryk uanset antallet af tilsluttede slibemaskiner
Energieffektivitet
Driftssikkerhed
Første trin i filtreringsprocessen er et kaskadeindløb, som dæmper væskens hastighed før den lader den største del af partiklerne sedimentere på bunden af karret. Her fjernes de af et skrabeværk og føres til en spåncontainer.
I andet trin pumpes væsken gennem en af BELKI tekniks egenudviklede hydrocykloner. Her fjernes partikler ned til 20 micron, og den rensede væske samles op i en rentank, hvor en forsyningspumpe er anbragt.
- Vi har utrolig megen glæde af vores nye hydrocyklon. Den er svaret på mange opgaver, som hidtil har været vanskelige at løse, fortæller BELKIs direktør og opfinder Ivan Skjellerup.