Troen på mulighederne i Grønland er større end nogensinde, og udsigten til udnyttelse af betydelige olieforekomster har skabt et erhvervseventyr, som vokser år for år. Der har allerede været over 800 beskæftiget i den grønlandske offshoreindustri, og danske offshorevirksomheder et skridt tættere på opgaver på et lovende marked.
POTENTIALE
Udover olieselskabernes prøveboringer i havbunden er der på få år skabt travlhed på land for at skabe mandskabsfaciliteter, lagerplads, logistik og servicefunktioner for et voksende antal ansatte. Og danske leverandører spiller en vigtig rolle.
- Det overrasker mange, at der faktisk eksisterer en velfungerende infrastruktur i Grønland, og at både små og større byer er i stand til at bidrage med at servicere offshoresektoren, siger adm. direktør for Qaasuitsup regionen i det nordvestlige Grønland, Henrik Rafn. Han tilføjer, at serviceydelser til olie- gassektoren allerede i dag udgør en væsentlig del af mange bygders økonomi, og forventningerne til fremtiden er store.
Et årelangt samarbejde mellem danske og grønlandske virksomheder og myndigheder har allerede sikret danske leverandører flere opgaver.
Således har Mærsk-virksomheden Danbor i samarbejde med rederiet Arctic Lines i flere år fungeret som leverandør af base faciliteter til olieselskabet Cairn Energy, rederiet Esvagt har flere supply fartøjer i aktion, og på uddannelsesområdet har et samarbejde med danske AMU centre betydet udvikling af uddannelsestilbud rettet med grønlændere, som vil ind i offshoresektoren.
- Grønland er et vigtigt marked for danske leverandører, men tænkt blot på perspektiverne den dag, der findes olie i Grønland. Behovet for leverandører vil stige enormt, og der har vi et stort forspring, idet danske virksomheder allerede i dag har tætte relationer til organisationer og virksomheder i Grønland.
Samarbejdet er blevet intensiveret de seneste fem år, og aktører som det nationale, grønlandske olieselskab Nunaoil og flere grønlandske erhvervsorganisationer og kommuner er medlem af Offshore Center Danmark. Vi har også haft flere delegationer på Grønland og vice versa for at dele erfaringer og indlede samarbejde, siger Peter Blach, direktør for det nationale viden- og innovationscenter for offshoreindustrien, Offshore Center Danmark.