Arkitektfirmaet Henning Larsen Architects åbner nu sine døre for brugere i produktudviklingen, efter de i løbet af de sidste 2 år har været involveret i forskningsprojektet InnoDoors på Aalborg Universitet, som arbejder specifikt med brugerdreven innovation i byggebranchen.
PROJEKT
Ifølge designchef Christian Andresen hos Henning Larsen Architects medfører en bedre brugerinddragelse, at man i sidste ende står med et innovativt produkt, som appellerer til slutbrugeren, eftersom de bagvedliggende beslutninger er baseret på slutbrugerens egne ønsker og behov.
- Efter at have deltaget i projektet InnoDoors, har vi fået en mere nuanceret opfattelse af brugerinddragelse. Og det har klart fået mig til at udfordre vores kunder med en mere detaljeret proces omkring design af produkter og projekter med slutbrugeren i fokus, fortæller designchef hos Henning Larsen Architects, Christian Andresen.
Christian Andresen har tidligere arbejdet med brugerdreven innovation i arkitektvirksomheden uafhængigt af InnoDoors. Dels i forbindelse med industrielle produktdesignopgaver, hvor brugerne har været involveret i processer og workshops i konceptfasen, og dels har virksomheden ved flere lejligheder inddraget brugere i tilknytning til byggeprojekter. Men det er dog ikke før nu, at Christian Andresen fra arkitektfirmaet for alvor har indset vigtigheden i at inddrage brugerne.
- Man bør klart inddrage brugere for at sikre, at de beslutninger der ligger til grund for et egentligt innovativt arbejde, er baseret på brugerens ønsker og krav, og ikke kun de krav en producent opstiller. Mange organisationer og producenter har i virkeligheden længere afstand til deres brugere end de tror, og denne afstand formindskes væsentligt ved at inddrage brugerne i innovative forløb, fortæller Christian Andresen.
Igennem forskningsprojektet InnoDoors har han og ni andre danske virksomheder fra byggebranchen heriblandt JELD-WEN Door Solutions deltaget i en række workshops, hvor de har arbejdet med metoder til, hvordan man med fordel kan inddrage slutbrugerne i produktudviklingen.