Omhyggelig planlægning gjorde det muligt, at transportere de enorme vindmøllevinger til testcentret i Østerild på blot tre dage.
Verdens længste vindmøllevinger måler hver 75 meter og skal samles til en knap 200 meter høj 6 MW testvindmølle. Siemens i Aalborg har fremstillet vingerne i ét stykke uden limsamlinger i en særlig patenteret proces, som reducerer vægten af vingebladet markant. Hvis B75 Quantum-vingen skulle fremstilles ved hjælp af traditionel teknik, ville den være 25-50 procent tungere, skriver Ingeniøren.
Vingerne er bygget af Siemens i Aalborg, malet i Nakskov, deponeret i Esbjerg indtil de forleden blev fragtet den sidste tur tilbage til Nordjylland af Vamdrup Specialtransport ApS, der har specialiseret sig i transporten af møllevinger.
Omhyggelig planlægning
Transporten af verdens længste vindmøllevinger involverede et to-bloks vogntog på i alt 87 meter. Ingen støttevogn under midten og med mulighed for at hæve op til to en halv meter i begge ender betød, at vingerne kunne komme i strakte arme ubesværet gennem rundkørsler. Fem steder undervejs var lygtemaster blevet fjernet på forhånd.
Alt skulle være præcist på klokkeslæt, ellers måtte de vente mange timer inden næste forsøg. Klokken 10 blev vingen læsset, så den var klar til køre klokken 12. Vejlefjordbroen skulle være passeret inden 13.30. Pause ved Limfjorden 17-17.45, for der var først tilladelse til tunnelen klokken 18. Og så skulle vingen være på byggepladsen i Østerild klokken 21. Først da de nåede destinationen, stødte de på turens største forhindring.
- Der stod et skilt lige ved indkørslen til byggepladsen, som vi ikke kunne komme over eller uden om,« siger Vagn Sørensen, der er kørselsleder hos Vamdrup Specialtransport ApS, til Ingeniøren. Skiltet blev lynhurtigt gravet rundt om og lagt ned. Og så blev klokken nok lige 21.10, før vi var fremme, fortæller kørselslederen.