Det skal være hurtigere og enklere for travle håndværkere at handle ind
Saniståls nye citybutik på Østerbro vil have specielt fokus på VVS-produkter, som det bliver muligt at handle ind til afhentning her og nu.
- Vi har mange kunder, der har opgaver i København, og de har efterspurgt en butik, hvor de kan få let adgang til det, der skal til, for at de kan løse deres arbejdsopgaver. Det giver vi dem nu, og vi glæder os rigtig meget til at tage godt imod dem, siger regionschef i Sanistål, Niklas Almqvist.
Kunderne i citybutikken vil ud over de rigtige kvalitetsprodukter også blive mødt af kompetente medarbejdere med ekspertviden om VVS, meddeler Sanistål. I butikken kan kunderne desuden bruge håndscannere, som gør det endnu hurtigere og enklere at handle. Håndværkerne sparer dermed tid og kan hurtigt komme i gang med dagens opgaver.
Butikken på Østerbro åbner senere på måneden. Dermed tager Sanistål første skridt i en større vækstplan for Storkøbenhavn og kan samtidig føje butik nummer 43 til sit tætmaskede net af butikker i Danmark.