En strækning ud for nordkysten er fundet velegnet til havvindmøllepark
Halsnæs Kommune er positivt indstillet overfor, at en strækning på 3,6 kilometer ud for kommunens nordkyst er blandt de 16 steder, som Energistyrelsen har fundet velegnet til placering af de havvindmølleparker. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Ifølge kontorchef i Energistyrelsen Hanne Windemuller er det dog langt fra sikkert, at der bliver anlagt en havvindmøllepark ud for Halsnæs.
- På de 16 områder, som er udpeget, er der plads til meget mere end 500 MW havvind; så det er ikke alle områder, der vil komme i spil. I hvert fald ikke fra begyndelsen, siger Windemuller til avisen.
Flere positive kommuner
Folketinget har besluttet, at der inden 2020 skal opsættes havvindmøller ved de danske kyster med en samlet effekt på 500 MW.
Energistyrelsens har sendt en rapport om udbygning af havvindmøllerne i offentlig høring frem til midten af august. Styrelsen har Ifølge Hanne Windemuller allerede nu modtaget en hel del høringssvar. Og langt fra alle er skeptiske.
- Vi har hørt fra flere kommuner, der ser positivt på udsigten til at få havmøller ud for deres kyst. Mange af svarene er bare spørgsmål, siger kontorchefen til avisen.