23948sdkhjf

Ekspert: DSB skulle have reageret i 2010

Anden gang DSB så et ødelagt lejehus på et IC4-tog, skulle man have kontaktet Trafikstyrelsen, mener ekspert.
Det er kritisabelt, at DSB først kontaktede Trafikstyrelsen tredje gang, at selskabet opdagede revner i det såkaldte "lejehus" på et IC4-tog. Det mener mekanikingeniør Rolf Ask Clausen, som er ekspert hos Ingeniørforeningen.

- Det er ikke godt. Jeg er ikke juridisk ekspert, men det kan aldrig være i orden, at der sker noget, som kan være risikabelt for passagererne, uden at man undersøger det og indberetter det, siger han til Ritzau.

Trafikstyrelsen har fredag bekræftet over for Ritzau, at man først fik kendskab til problemerne med lejehusene, da DSB i marts 2014 oplyste om en sag fra februar i år.

Forud for dette havde DSB to gange i 2010 oplevet lignende skader på togtypen uden at meddele det til Trafikstyrelsen.

- Første gang, det sker, er det forståeligt, at man skifter kassen ud og kører videre uden at gøre et nummer ud af det. Når det sker anden gang med nogle tog, der er så nye, skal man tænke: "Her er noget galt", mener Rolf Ask Clausen, som tilføjer:

- Når anden episode sker, bør man undersøge sagen ordentligt. Og ud fra det materiale, vi har set om sagen, er der noget der tyder på, at det har DSB ikke gjort. For nu, fire år senere, ved man stadig ikke, hvad årsagen er, og det er kritisabelt.

Eksperten påpeger, at revner i akselkassen er et meget sjældent problem.

- Det er en hændelse, der slet ikke bør ske. Det er den sidste komponent, der må fejle på et tog, siger Rolf Ask Clausen og ridser skrækscenariet op:

- Med en revne i akselkassen på et uheldigt tidspunkt, kan man forestille sig, at en aksel går løs. Det er ganske alvorligt. Så snakker vi afsporing og væltet tog. Det er ikke sjovt, påpeger eksperten.

Han mener ikke, at DSB kan undskylde sig med, at der ikke er sket uheld i den periode, hvor selskabet har kendt til problemet uden at orientere Trafikstyrelsen.

- Man kan jo heller ikke sige, at det ikke var farligt, at en bilist kørte for stærkt, eller mens han var påvirket, fordi der ikke skete noget, påpeger Rolf Ask Clausen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094