23948sdkhjf

Dansk-norsk team bag ombygning af supplyskib til Australien

Det australske rederi Tek-Ocean Energy Services har købt det tidligere norsk-ejede skib og får det nu ombygget, så det er fuldt udstyret til opgaverne i forbindelse med olieefterforskning i farvandet ud for det sydøstlige Australien.
Det tidligere norskejede offshore supplyskib Edda Sprint er netop nu på vej til Jurong-værftet i Singapore, hvor den endelige ombygning skal finde sted. Inden da har 10 danske og norske ingeniører været involveret i planlægningen og projekteringen af ombygningen, der blandt andet omfatter klargøring til og installation af to nye motorer inklusive kobling og ophæng. Motorerne skal drive pumperne til skibets FiFi 1 brandbekæmpelsessystem.

De to Cummins-motorer er leveret af VMS Technologys danske søsterselskab, handelsselskabet DT-Interlink, der også leverer lyddæmpere til udstødningssystemet. Begge virksomheder er en del af Vestergaard Group.

Både VMS Technology og DT-Interlink har, sammen med søsterselskaberne Vestergaard Marine Service A/S og VMS Turbo, base i Frederikshavn. Dertil kommer gruppens selskab i Rio de Janeiro, VMS do Brasil, og det norske søsterselskab VMS SafePort, der driver skibsservicevirksomhed på Mongstad og Sløvåg, tæt på de norske oliefelter.

I forbindelse med salget og ombygningen skifter Edda Sprint navn til Tek-Ocean Spirit. Det australske rederi er hjemmehørende i Melbourne, Victoria, på Australiens sydøstkyst. Det er også her, supplyskibet skal anvendes i forbindelse med olieefterforskning i Det Tasmanske Hav.

HiPAP system

VMS Technology har sammen med sine strategiske samarbejdspartnere Maritime Engineering og Scanel International også forberedt skibet til installation af et HiPAP system, High Precision Acoustic Positioning, et sonarsystem, der anvendes i forbindelse med undervandsindspektion, ligesom der skal etableres et mezzanindæk med plads til en ROV, en fjernstyret undervandsbåd. En hurtiggående redningsbåd er der også gjort plads til, og under dæk bygges et nyt rum til hydraulik.

"VMS Technology fik opgaven på anbefaling fra virksomhedens eksisterende kunde, Østensjø Rederi, og det har uden tvivl haft betydning, at der bag VMS Technology står et erfarent team, der er højt specialiseret i ombygning og ombygningsdesign", fortæller virksomheden.

I 2004 deltog virksomhedens medarbejdere i øvrigt i ombygningen af Edda Sprints søsterskib.

"En opgave af denne art kræver indgående forståelse for skibsbygning og -dimensionering. Der stilles mange funktionalitetskrav til skibets indretning, så opgaven har krævet mellem 60 og 70 detaljerede tegninger og dokumenter", fortæller Bjørn Strandos, adm. direktør og stifter af VMS Technology, der har specialiseret sig i opgaver indenfor ingeniørtjenester og projektledelse.

Tek-Ocean Spirit forventes klar til sejlads efter ombygningen i december i år.

VMS Technology og virksomhedens søsterselskaber i den dansk-ejede Vestergaard Group deltager i den kommende uge på den første danske maritime messe, Danish Maritime Fair, i Bella Centret i København.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062