23948sdkhjf

Skive Tekniske Skole samarbejder med hele verden

Seks mexicanske værktøjsmagerlærlinge har igennem de seneste to år stiftet nærmere bekendtskab med den midtjyske provinsby Skive.
Under deres uddannelse hjemme i Mexico har seks lærlinge været på i alt fire skoleophold i Danmark, og hver gang har de opholdt sig mellem fem og ti uger på skolen. I alt gennemgår de mexicanske lærlinge trekvart års uddannelse på Skive Tekniske Skole, mens de er lærlinge på danske LEGO koncernens fabrik tæt ved Monterrey i Mexico, hvorfra der produceres LEGO til hele det nord- og sydamerikanske marked.

Ikke alene er mødet med den danske kultur en oplevelse for livet for de unge mænd, der er også stor forskel på måden, de bliver undervist på, forklarer en af de seks værkstøjsmagerlærlinge, Mario.

"I Mexico er vi vant til, at vi er 40 lærlinge på samme hold. Og der er ikke nær så mange maskiner, så vi skal deles om dem", forklarer han på engelsk. Det er et krav fra både skolen og deres danske arbejdsgiver, at de taler nogenlunde engelsk, som er det sprog, undervisningen foregår på.

Udstyrsniveauet i Mexico betyder, at der er betydeligt mere teori og mindre værkstedsundervisning end på den danske skole.

"Det er godt, at undervisningen er mere praktisk. Og så er udstyret bare helt i top, og lærerne har stor tillid til os, når vi arbejder med maskinerne. Vi får lov til at prøve tingene trin for trin, og så bliver man mere øvet og sikker. Det er ligesom, når du skal bygge et hus. Så skal fundamentet jo også være i orden". lyder det med store smil fra de mexicanske lærlinge, der er stolte af dén mulighed, de har fået, for at øve deres faglige færdigheder og for at prøve at bo i et andet land. Ingen af dem havde været i Europa, før de første gang ankom til Skive.

Positive erfaringer

En øget grad af internationalisering er målet på Skive Tekniske Skole. Ikke blot får de danske elever på skolen mulighed for at lære verden udenfor Danmark bedre at kende, skolen i Skive arbejder også hårdt på at blive en anerkendt samarbejdspartner for danske virksomheder i udlandet.

Enten ved at tage ud, hvor virksomhederne er, eller ved at sende lærlinge og medarbejdere på skoleophold i Skive.

"Der er nogle ret strikse regler for undervisningen af de udenlandske elever. Blandt andet skal der naturligvis være sikkerhed for, at der er fuld finansiering fra de deltagende virksomheders side. Vi må jo ikke bruge af de midler, vi som teknisk skole får til at varetage undervisningen, på andre end de danske lærlinge, vi har", forklarer Jens Christian Pedersen, der er leder af værktøjsmageruddannelsen.

Men der er danske virksomheder, der gerne betaler for de dygtige, danske lærerkræfter, fortæller han. Og på Skive Tekniske Skole arbejder man videre i bestræbelserne på, at der også i fremtiden vil være flere udenlandske værktøjsmagerlærlinge, der får en del af deres uddannelse i Danmark. På Skive Tekniske Skole er man førende indenfor værktøjsmageruddannelsen, ikke bare herhjemme, men også i forhold til mange andre lande i verden.

"I det hele taget er vi i stand til at tilpasse mange forskellige uddannelsesretninger efter virksomhedernes behov, og det er også det, vi ønsker, at vi får endnu bedre mulighed for i fremtiden. Nu har vi i hvert fald gjort os de første positive erfaringer med lærlingene fra Mexico, så vi er godt rustet til kommende elever og hold", siger Jens Christian Pedersen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156