23948sdkhjf

Grøn kemi til fremstilling af avancerede materialer

Nyt projekt vil erstatte kemikalier med vand, der under særligt tryk og temperatur bliver en superkritisk væske med egenskaber svarende til det, man ser i organiske opløsningsmidler.
Der er brug for at finde en erstatning til uønskede kemikalier som organiske opløsningsmidler. Det vil tillade en grønnere produktion af en række materialer, fra genbrugsplast til magneter og bærematerialer for katalysatorer. Sådan lyder det fra et nyt projekt, som vil erstatte kemikalier med vand, der under særligt tryk og temperatur bliver en superkritisk væske med egenskaber svarende til det, man ser i organiske opløsningsmidler. Projektet har fokus på at demonstrere opskalering af superkritisk materialefremstilling fra laboratorie til industriel skala.

Specielt fremstilling af nanomaterialer giver store udfordringer, fordi det er vanskeligt uden brug af store mængder uønskede kemikalier såsom organiske opløsningsmidler.

Et eksempel på superkritisk væske er f.eks. vand under højt tryk og høj temperatur. Under tryk, som i en klassisk trykkoger, kan vands temperatur hæves til over 374 0C, hvor vandets egenskaber ændres dramatisk. Det bliver superkritisk og dets egenskaber bliver stort set lig med et organisk opløsningsmiddel: det vil f.eks. kunne opløse plastmaterialer, mens uorganiske salte vil udfældes øjeblikkeligt.

Opskalering af superkritiske processer

Parterne i projektet har fokus på opskalering af de superkritiske processer, som er en af de store udfordringer for udbredelsen af teknologien i industrien i dag.

Særligt vil man se på superkritiske væskers evner inden for genindvinding af plastmaterialer og produktion af nanomaterialer på præindustriel skala til brug inden for katalyse, magnetiske materialer og nye hybridmaterialer.

I projektet arbejder engagerede industrielle partnere sammen med universiteternes forskere, og projektet bygger således bro mellem den akademiske verden og industrien. Parternes mål er udvikling af en teknologiplatform, der kan understøtte en bred anvendelse af superkritiske væsker i industrielle sammenhænge. Man kan dermed være med til at løse miljø- og produktionsmæssige udfordringer, som vi står overfor i forbindelse med produktion af avancerede materialer i fremtiden.

Alliancen bag initiativet "Grøn kemi til fremstilling af avancerede materialer" omfatter Aarhus og Københavns Universitet. Derudover deltager også CNRS fra Bordeaux i Frankrig, som har over 20 års erfaring inden for superkritiske væsker. Teknologisk Institut og MADE (Manifacturing Academy of Denmark) er med til støtte samarbejdet mellem universiteterne og de industrielle parter, Haldor Topsoe A/S, Amager Ressource Center og Danfysik A/S.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078