23948sdkhjf

FLSmidth vender minus til plus og tror på bedre tider

Trods svigtende ordreindgang og -beholdning sidste år tror ingeniørselskabet på mere efterspørgsel i 2015.
FLSmidth vendte underskud til overskud i 2014.

Ingeniørkoncernen, som producerer udstyr til mine- og cementindustrien, kom ud af året med et plus på 813 millioner kroner, hvor selskabet i 2013 havde et underskud på 784 millioner kroner.

- Vi leverer et solidt 2014-resultat i et udfordrende marked, konstaterer administrerende direktør Thomas Schultz i en pressemeddelelse.

Mens bundlinjen blev positiv, så var der kraftig tilbagegang i omsætningen, som faldt 17 procent til 21,1 milliarder kroner.

Samtidig oplevede selskabet svigtende efterspørgsel i form af et fald i ordreindgangen på 15 procent til 17,8 milliarder kroner, mens ordrebeholdningen dalede tilsvarende til 19,0 milliarder kroner.

Ikke desto mindre tror selskabet på bedre tider i det nye år.

- Ordreindgangen forventes at stige i 2015, konstaterer selskabet, som også tror på en voksende overskudsgrad, mens omsætningen ventes at ligge op til to milliarder kroner under niveauet i 2014.

- Vores mellem- og langsigtede forventninger til markedet er gode, og vi bruger tiden nu i bunden af industrikonjunkturen til at trimme og positionere FLSmidth til det kommende opsving, forklarer Thomas Schultz og tilføjer:

- Sidst men ikke mindst er vi godt forberedte til et udfordrende 2015, hvor vi forventer at forbedre vores markedsposition.

Trods optimismen er FLSmidth-aktien faldet cirka 4 procent på børsen i løbet af det første kvarter, efter regnskabet blev offentliggjort.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109