Topsøe leverer tilfredsstillende regnskab
(23. marts 2012 kl. 10:00)

Bestyrelsen har netop godkendt regnskabet fra Haldor Topsøe for 2011, og igen i år kan virksomheden fremvise et regnskab med meget tilfredsstillende resultater.


Topsøe har oplevet fremgang inden for de fleste forretningsområder – det skyldes bl.a. at en lang række af virksomhedens forretningsområder er centrale i løsningen af de globale udfordringer inden for miljø, klima og energi. Omsætningen er øget med 220 millioner kr. i forhold til 2010 til 4,4 mia. kr. Bruttofortjenesten andrager 1,9 mia. kr., og nettoresultatet blev øget med knapt 30% i forhold til 2010.

- 2011 har været et godt år for Topsøe, og resultaterne er bedre end budgetteret. Det betyder bl.a., at vi kan udbetale en bonus til samtlige medarbejdere, siger CEO Bjerne S. Clausen.

Topsøes traditionelle forretningsområder inden for bl.a. gødningsindustri, raffinaderi og miljø- og energiteknologier har fortsat fremgangen – især i BRIC landene.

- Vi forventer, at denne vækst vil fortsætte i de kommende år – dels er der et stort potentiale på disse og andre nye markeder, og dels har vi opnået betydelige fremskridt i udviklingen af nye produkter til disse forretningsområder, siger CEO Bjerne S. Clausen.

- En øget tilstedeværelse på nye markeder betyder, at Topsøe vil udbygge sin globale tilstedeværelse. Væksten betyder også, at Topsøe fremover vil øge antallet af medarbejdere både i Danmark og i udlandet. I 2011 var der i gennemsnit ansat 2091 medarbejdere i Haldor Topsøe Gruppen i forhold til 2015 medarbejdere i 2010.

Topsøe har i 2011 gennemført en række aktiviteter, som skal understøtte udviklingen af miljøvenlige energiteknologier og -brændstoffer, bl.a. er et pilotanlæg, som skal omdanne affaldstræ til benzin under opførsel i Chicago, USA.

Topsøes katalysatorer bidrager også til en mere effektiv udnyttelse af ressourcer, reduktion af energiforbrug til transport, lavere CO2 udslip og mindre belastning af miljøet.

- Vi er overbevist om, at vi med vores katalytiske viden kan bidrage væsentligt til at skabe løsninger inden for fornybar energi, siger Bjerne S. Clausen.mola