Alfa Laval fuldender sortimentet af pladereaktorer
(13 December 2011)

Flowkemi er lovende teknologi til at forbedre industriens konkurrenceevne specielt inden for brancherne for lægemidler og finkemikalier. Den giver mulighed for mere effektive, sikrere og renere kemiske reaktioner. Udfordringen er imidlertid at levere udstyr til alle dele i udviklings- og produktionskæden. Det svenske ingeniørfirma Alfa Laval har nu udviklet netop denne løsning.


Alfa Lavals ART LabPlate kombinerer egenskaberne fra en rørreaktor med dem fra en pladevarmeveksler.


Produktet ART LabPlate fuldender nu sortimentet af pladereaktorer fra Alfa Laval, lige fra udviklingsarbejdet i laboratoriet til produktion i fuld skala.

For at kunne konvertere den tekniske arbejdsgang fra en batch til en kontinuerlig proces skal det være nemt at teste udstyret og udvikle processer.

Med ART LabPlate giver Alfa Laval kemikeren mulighed for at bruge den samme type udstyr i laboratoriet, som er tilgængelig i produktionen.

Alfa Lavals pladereaktorer udgør et sortiment af kontinuerlige pladereaktorer, der ifølge producenten giver store fordele for økonomien, sikkerheden i produktionen og den miljømæssige påvirkning.

Sammenlignet med den klassiske batchstanke med omrøring giver pladereaktoren mulighed for hurtigere opskalering, bedre udbytte og større kontrol med fremstillingsprocessen, forlyder det.
Sådan fungerer det

ART LabPlate kombinerer egenskaberne fra en rørreaktor med dem fra en pladevarmeveksler.

Den indeholder to flowregulerende reaktorplader, som styres af varmeoverføringsplader, og holdes sammen af trykplader for at skabe en kompakt reaktorenhed.

Porte langs reaktionskanalen giver adgang til reaktionsblandingen, så man kan måle, tage prøver og tilføre reaktanter.

Pladereaktoren kan hurtigt adskilles og samles igen, hvilket gør den let at rengøre.

Reaktorens mekaniske design giver mulighed for reaktion ved forhøjet temperatur og tryk.

LabPlate reaktoren har en flowkapacitet på 2-40 ml/min, hvilket er velegnet til brug i forsknings- og udviklingsafdelinger.

Og den giver kemikerne en god forståelse af flowkemien, samtidig med at der ikke forbruges alt for mange råstoffer.
Fordelene

Der er flere fordele ved denne teknologi.

Pladevarmevekslerens karakteristika i form af overførsel af høj varme eller kulde kombineret med en effektiv blandingsproces, som giver pålidelig kontrol over fremstillingsprocessen i én enhed.

Dette giver brugerne mulighed for at forbedre eksisterende processer og produkter.

Ved at starte i LabPlate for at bekræfte muligheden for at benytte flowkemi opnås der samtidig sikkerhed for et fuldt udviklet produktsortiment, der kan klare alt helt frem til den kommercielle produktion. Det betyder, at teknologioverførslen mellem kemikerne og ingeniørerne forenkles, og det sparer tid og penge.

LabPlate beskrives som en robust og driftsikker enhed.

Selvom den er beregnet til brug i laboratoriet, er den baseret på Alfa Lavals omfattende erfaring inden for driftsikkert produktionsudstyr.

Ud over et robust design er reaktionsmængden meget lille, hvilket gør det til et sikkert valg.

Den er nem at åbne i forbindelse med rengøring og eftersyn og vedligeholdelse, og det reducerer nedetiden.
Kort gennemgang af reaktorteknologien

Den nye reaktorteknologi har sin oprindelse i Alfa Lavals langvarige erfaring med varme og masseoverførsel.

I 1930’erne var Alfa Laval banebrydende med udviklingen af pladevarmevekslere.

Indtil sidst i 1940’erne blev teknologien brugt til pasteurisering af mælk og øl.

I begyndelsen af 1950’erne havde Alfa Laval imidlertid et gennembrud med pladevarmevekslere til procesindustrien.

De seneste 40 års udvikling har givet forskellige industrier nye procesløsninger til køling og opvarmning.

De største gennembrud i teknologien er blevet gjort på den materielle side så vel som i produktionsmetoder og produktdesign.

Grundelementerne i ART LabPlate stammer fra talrige udviklinger af varmeveksleren.

Sortimentet af Alfa Laval ART-pladereaktorer blev udviklet sammen med førende europæiske universiteter, og prototyperne har gennemgået et omfattende testprogram hos en række kunder, herunder Astra Zeneca (Sverige), DSM (Holland) og Perstorp AB (Sverige).

Den kommercielle lancering af Alfa Lavals pladereaktorteknologi og sortimentet af ART-reaktorer blev indledt ved en præsentation for de internationale medier i DECHEMA-hovedkontoret i Frankfurt am Main, Tyskland i november 2007.

Senere samme måned lancerede Alfa Laval den unikke reaktorteknologi og reaktorsortimentet i udvalgte lande i Europa.

I løbet af 2008 blev de første kommercielle produkter leveret til kunderne inden for brancherne for lægemidler og finkemikalier.

I 2009 lancerede Alfa Laval ART-reaktorteknologien i USA og fortsatte derefter lanceringen af reaktorteknologien og -sortimentetet i udvalgte lande verden over.

I maj 2009 vandt Alfa Laval prisen for procesinnovation for den største pladereaktor i produktporteføljen, nemlig ART PR49.

Det skete på ACHEMA 2009-arrangementet i Frankfurt, Tyskland.jph

Om Alfa Laval


Alfa Laval er en af verdens førende leverandører af specialiserede produkter og procestekniske løsninger baseret på nøgleteknologierne varmeveksling, separation og væskehåndtering.


Virksomhedens komponenter, systemer og service hjælper kunder med at optimere deres processer.

De anvendes til at varme, køle, separere og transportere produkter i industrier, som fremstiller levnedsmidler og læskedrikke, kemikalier, medicinalvarer, stivelse, sukker og etanol.

Producentens løsninger anvendes også på kraftværker, ombord på skibe, i maskinindustrien, i mineindustrien, til håndtering af spildevand samt til klima- og køleanlæg.

Alfa Lavals verdensomspændende organisation har et tæt samarbejde med kunder i omkring 100 lande og hjælper dem med at være et skridt foran på deres felt.

Virksomheden er noteret på den nordiske børs OMX som Nordic Large Cap og havde i 2009 en omsætning på 2,5 M Euro og 12.000 ansatte.

I Danmark har Alfa Laval en omsætning på ca. 3 mia. danske kroner og beskæftiger omkring 1100 ansatte med forskning, produktudvikling, produktion og salg.

Alfa Lavals danske kunder findes inden for biotek, lægemidler, energi, rensning, levnedsmidler og søfart.