Eksportrådet booster eksporten ved Global Match 2012
(20 August 2012)

Eksportrådet samler sine handelschefer fra de væsentligste eksportmarkeder i Eigtveds Pakhus, København, til netværks-arrangementet Global Match 2012 onsdag den 22. august.



Danmarks vareeksport stiger fortsat, men i et langsommere tempo end i 2011. Siden maj er de økonomiske udsigter, især for væksten i Europa nedjusteret, og der er derfor risiko for, at dansk eksport endnu ikke har mærket den fulde effekt af den faldende økonomiske aktivitet i Europa.

For at modgå denne tendens, søger Eksportrådet aktivt for at synliggøre de muligheder, der fortsat findes i Europa og rundt om i verden ved at samle sine handelschefer fra de væsentligste eksportmarkeder på et sted på samme tid for at give de danske eksportører en nem indgang til hele verden.

Giver mulighed for overblik

Global Match 2012 giver de danske eksportvirksomheder mulighed for – på en uformel, hurtig og nem måde – at få et overblik over de internationale afsætningsforhold, fortæller handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr.

- Vores rådgivere er til dagligt placeret på danske ambassader, generalkonsulater og handelskontorer på nogle af vores vigtigste eksportmarkeder. Det giver dem en stor og opdateret viden om markederne. Vi tilbyder et aktuelt billede af markedsmuligheder gennem en direkte dialog med eksportrådgiverne – eksempelvis en afklaring af, om et specifikt marked er interessant for virksomheden, siger hun.

Global Match forventes at tiltrække ca. 150 danske virksomheder. Der er endnu få ledige pladser tilbage.