Eksportfremstød for dansk fiskeri-innovation
(21. august 2012)

Leverandører af fiske- og fangstredskaber, maskineri og elektronik, navigations- og kommunikationsudstyr, udstyr til fiskeforarbejdning, køle- og frysemaskineri, emballage, rednings- og sikkerhedsudstyr og miljøteknologi deltog på fagmessen Nor-Fishing.


Unit-Pumps direktør, Torben Petersen, demonstrerer fremtidens pumpeteknologi for en god kunde, Fjell Industries fra Norge


33 danske virksomheder er netop hjemvendt fra Trondheim, hvor de konkurrerede med branchefolk fra hele verden om indkøbernes opmærksomhed. Det skete på fagmessen Nor-Fishing på en fælles, dansk stand etableret af Danish Fishing Equipment Group.

Danish Fishing Equipment Group har deltaget i Nor-Fishing siden 1980, og har været vidne til en enorm udvikling i fiskeribranchen. Det nyeste inden for f.eks. dansk fartøjs-og fangstteknologi, processer og tjenester knyttet til fiskeribranchen har været vist på Nor-Fishing gennem tiden, og blandt publikum har der altid været store handelsdelegationer og officielle gæster fra vigtige fiskerinationer til stede.

I forbindelse med den danske stand, der har fået tilskud fra Eksportrådet, blev der afholdt en reception med stor tilstrømning af kunder og samarbejdspartnere. Flere af de danske virksomheder fik nye kontakter i nettet, bl.a. Unit-Pump, der har modtaget en større forespørgsel på deres flow-pumper, fortæller direktør for Unit-Pump A/S, Torben Petersen.

En vigtig platform

Danish Fishing Equipment Group er et eksportnetværk under Eksportforeningen, og netværket består af over 50 virksomheder, der er specialiserede inden for maskineri og udstyr til den internationale fiskeindustri.

I netværket opfatter man messen som en vigtig platform for præsentation af produkter og pleje af forretningsforbindelser, og de danske udstillere lægger vægt på de muligheder, Nor-Fishing giver for at få kontakt med beslutningstagere og indkøbere fra branchen i Norge og fra andre vigtige fiskerinationer. Mange fremhæver også den gode kontakt og stemningen som skabes på messen mellem kunder, leverandører og kolleger fra mange lande.

Deltagerne på messen er f.eks. leverandører af fiske- og fangstredskaber, maskineri og elektronik, navigations- og kommunikationsudstyr, udstyr til fiskeforarbejdning, køle- og frysemaskineri, emballage og transport, rednings- og sikkerhedsudstyr, miljøteknologi og servicetilbud. Gennem de seneste tre årtier har de danske leverandører opbygget et omdømme som kvalitetsbevidste og pålidelige aktører, der leverer nogle af markedets mest holdbare og omkostningsbesparende løsninger.

Messen kunne fejre sit 50-års jubilæum forrige år, og repræsenterer i dag knap 500 udstillere fra mere end 20 lande. Sidste messe, der fandt sted i 2010, havde over 14.000 besøgende fra 52 lande.