23948sdkhjf

VM-deltager træner på Learnmark Tech

| Medlemsnyhed | Indrykket af Learnmark Horsens

Industritekniker Casper Rasmussen fra Kjellerup har trænet på Learnmark Tech i Horsens forud for World Skills.

Her har han fået gode råd og vejledning af Learnmark-underviser Henrik Nielsen, som i 10 år har været dommer til verdensmesterskaberne for industriteknikere.

På arbejdsbordet viser mobiltelefonens stopur, hvor lang tid 21-årige Casper Rasmussen har brugt på at dreje en cylinder i metal. Han er uddannet industritekniker i august 2018 og træner nu til World Skills, som sidst i august afholdes i Kazan i Rusland. Her skal han deltage i drejekonkurrencen i tre ukendte opgaver mod 29 andre nationers dygtigste industriteknikere. Det slår dog ikke den unge deltager ud, for han har forberedt sit arbejde ned til mindste detalje. 

”Jeg har trænet de samme arbejdsgange igen og igen, så jeg lige præcis ved, hvad jeg skal gøre, og hvornår jeg skal gøre det – uanset hvilken opgave jeg får. Jeg ved lige nøjagtig, hvordan jeg skal placere mit værktøj i maskinen, og jeg har igen og igen taget tid på, hvor lang tid de forskellige arbejdsopgaver må tage – og så har jeg både en plan a, b og c, så jeg er bedst muligt forberedt på uforudsete hændelser,” fortæller Casper Rasmussen. 

Træner i Horsens på grund af særlig CNC-maskine

Han vandt DM i Skills i CNC-drejning i 2018 og har siden trænet målrettet mod World Skills - først på Mercantec i Viborg, hvor han har taget sine skoleforløb, mens han var i lære. Siden januar 2019 har Casper Rasmussen trænet to gange om ugen på Learnmark Tech i Horsens, fordi skolen har en CNC-drejebænk af samme fabrikat, som han skal konkurrere på til World Skills i Rusland. 

Samtidig har han fået råd og sparring af Henrik Nielsen, som underviser industriteknikere på Learnmark Tech, og har været World Skills-dommer siden 2009. 

”Henrik hjalp meget i starten, men jo længere jeg er kommet i min træning, jo mere har jeg klaret mig selv. Det skal jeg jo også til VM. Henrik har en masse erfaring fra tidligere World Skills-konkurrencer, som jeg har kunnet trække på, og det har været godt for mig,” siger VM-deltageren. 

Casper Rasmussen er i dag ansat hos KVM International A/S i Kjellerup, hvor han også er udlært, og de har givet ham fri til at træne målrettet mod verdensmesterskabet. 

Går efter top 10-placering

Til World Skills skal Casper Rasmussen løse tre forskellige opgaver, hvor han har fire timer til at løse opgaven, der både indebærer tegning og programmering i Mastercam af CNC-drejebænken og selve drejningen af metalemnet. Det er halvanden time mindre end til DM i Skills, men det tager han helt roligt. 

”I min træning har jeg løst ukendte opgaver, der tidligere har været brugt til World Skills, på omkring en time mindre end konkurrencetiden. Så ved jeg, at jeg til selve konkurrencen har god tid til uforudsete hændelser, eller hvis opgaverne er meget sværere, end jeg er vant til,” fortæller den unge industritekniker. 

Casper Rasmussens mål er at slutte i top 10 og modtage en Medal of Excellence, som gives til de deltagere, der har udmærket sig ekstra godt. 

”Det vil jo være lækkert at komme hjem med noget,” fastslår han med et glimt i øjet. 

Ved siden af den faglige træning på CNC-drejebænken har Casper Rasmussen gået til mentaltræning, som har givet ham den nødvendige ro og det vigtige overskud i træningsforløbet.


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Learnmark Horsens

Learnmark Efteruddannelse
Vejlevej 150
8700 Horsens
Danmark
Learnmark Horsens

Send til en kollega

0.138