23948sdkhjf

Norsk Betech-sælger i 10 år: Teknisk er vi blandt de bedste

| Medlemsnyhed | Indrykket af Betech A/S

Olie- og gasindustrien har oplevet store udsving, men blandt andre har møbelindustrien været en af de stabile aftagere til Betechs produkter. Henning Thunheim har været med alle 10 år i Norge.

Henning Thunheim var hverken professionelt eller på det personlige plan på bar bund, da han i slutningen af 2011 blev headhuntet til at styrke Betechs markedsposition i Norge.

Fra mange års virke i flere grene af norsk industri havde han et stort netværk, han kunne aktivere for at udbrede kendskabet til Betechs produkter: alt i pakninger, tætninger, støbte gummidele, dæmpere og bælge. Han kendte også til pakninger fra tidligere job. Henning Thunheim havde endvidere erfaring fra flere internordiske selskaber.


Pakninger, tætninger, støbte gummidele, dæmpere og bælge

Mødet med medarbejderne i et danskbaseret selskab bekymrede ham heller ikke, for Hennings mor, Elly, var dansker fra Uge ved Tinglev, og han forstår dansk. Hver sommer var han på ferie hos bedsteforældrene i Sønderjylland, hvor bedstefaren drev landbrug.

- Jeg havde læst op på Betech og fået et godt indtryk. Daværende administrerende direktør, Claus Nielsen, var en god sælger under interviewet i Sola ved Stavanger. Han skulle have én til at bygge salget op fra bunden, og det, syntes jeg, var interessant, siger Henning Thunheim.

Betech havde haft salg i Norge i en del år, da Henning kom til. Det var i industrien, de maritime kunder, møbelproducenter og – med beliggenheden i Stavanger – også offshorekunder, der trængte til at få mere fokus. Det vigtigste var i det hele taget at skabe mere omsætning, gerne fra fire millioner til 10 millioner kroner på to-tre år.


Oliekrisen kom på tværs

Henning Thunheim kortlagde de potentielle kunder, og så var det ud på vejene, særligt fra Trondheim og sydover, hvor de fleste hovedkontorer ligger. Derudover traf han mange kunder på messer. Han fik fodfæste, inden norsk industri blev ramt af oliekrisen i 2014, og mange virksomheder fik halveret omsætningen.

Betechs norske forpost klarede skærene lidt bedre med et fald på godt 30 procent. Generelt var det dog ikke nemt at komme ind på de store kontrakter hos oliegiganterne Statoil (nu Equinor) og Shell uden at råde over et lokalt lager. I stedet gik Henning Thunheim ind på næste niveau, serviceselskaberne og subsea, undervandsløsninger, hvor tidshorisonterne er længere.


Møblerne er et lyspunkt

Afsætningen til møbelbranchen i Norge har været en mere udelt succes. Den er personificeret ved blandt andre den kendte norsk møbeldesigner, Svein Asbjørnsen, der fik leveret vippebeslag til stole fra Codan Tech i Køge. Codan Tech fik tilbudt at købe rettighederne til de vippebeslag, der nu kendes under navnet Tilter®. Det blev til en miniafdeling i Køge med Tilter® og møbelkomponenter, inden produktionen blev flyttet til Qingdao i Kina.

Betech leverer til store producenter i Skandinavien og Europa, blandt andre Flokk, der sælger kontormøbler, EFG i samme branche og så den største af alle, svenske Kinnarps. Inklusive boligmøbler udgør salget til møbelkunder mere end en tredjedel af det salg, Henning Thunheim har ansvaret for.

Ulefos, der laver rørventiler og vejbrønde til overvejende offentlige kunder, kommuner, fylker og staten, er den største enkeltkunde i Norge.


Styrke i produkter og bagland

Betech har i konkurrence med især den dominerende norske leverandør, Otto Olsen, nået omsætningen fra før oliekrisen.

- Vi er vel den eneste reelle konkurrent til Otto Olsen, og teknisk er vi blandt de bedste. Jeg arbejder tæt sammen med produktcheferne, der har stor produkt- og anvendelsesteknisk viden, og det har givet store projekter. Det skal vi videre med, siger Henning Thunheim.

Yderligere en styrke er, at Betech er ejet af Addtech. Særligt under oliekrisen var det vigtigt at have et solidt, finansielt fundament. Henning og hans kolleger I Betech kan agere meget selvstændigt, men der sidder nogle bagved med en milliardomsætning og en god pengekasse. 


Kort om Henning

Henning Thunheim (født 1954) er uddannet inden for økonomi og regnskab, men har siden 1991 haft ansvar for drift og produktion i flere industrivirksomheder. Senest var han daglig leder i TKS Mekaniske i Sola, som eksporterede landbrugsmaskiner til hele verden, men bukkede under efter finanskrisen. Da han blev hentet til Betech som salgschef, var hans opgave fra januar 2012 at organisere salget i Norge.

Henning bor med sin hustru cirka 25 minutter syd for lufthavnen i Sola. I fritiden spiller Henning guitar og synger i et band med amerikanske sange inden for country, blues og rock. 

---------------

Betech fylder 100 år - samt 15 år i Kina og 10 år i Norge
I løbet af jubilæumsåret 2022 publiceres en serie korte artikler som denne baseret på research og interview. Med i alt 15 nedslag i historien kortlægges virksomhedens farverige udvikling fra 1922 og frem til i det Betech, vi kender i dag.

Følg fortællingen her - der skal nok gemme sig en overraskelse eller to for både medarbejdere, kunder og leverandører i den hundredårige historie.

---------------
Billedkilder: Lammhults, Statoil (Equinor), Ulefos, Betech 


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Betech A/S

Vesterlundvej 4
2730 Herlev
Danmark
Betech A/S

Billeder & videoer

Betech leverer en række tætningsløsninger og polymerbaserede produkter til Ulefos Group.Betech leverer også pakninger og støbte gummidele til subsea og procesindustri.Møbelkomponenten Tilter er en komfortabel vippefunktion i blandt andet Lammhults Carousel konferencestol.

Send til en kollega

0.094