23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Søby får hjælp til udvikling fra Erhvervshuset

Mette Frantsen og hendes bror har drevet familievirksomheden Søby de seneste otte år. Det har været en tid præget af mange nye krav og store forandringer i verden. For at følge med tiden, har Søby haft fokus på rettidig omhu og sparring med uvildige konsulenter fra Erhvervshus Midtjylland

I 2015 overtog søskendeparret Mette Frantsen og Morten Frantsen driften og det meste af ejerskabet i den virksomhed, deres farfar stiftede i 1961. Søby A/S laver maskiner, der transporterer og belufter korn og andre afgrøder.

I løbet af de første otte år som ejerledere har der været nok at se til for søskendeparret.

- Jeg kan huske, at noget af det første, Morten og jeg gjorde, da vi overtog Søby i 2015, var at lave en strategiplan for en fem-årig periode. Hvis man skulle gøre det i dag, kan man ikke tænke lige så langt frem, fordi verden har ændret sig så meget på de år. Sidst vi lavede en strategiplan, gjorde vi det derfor kun for en tre-årig periode, siger Mette Frantsen.

På den måde er der meget, der har ændret sig på kort tid. Der er kommet nye krav og regulativer blandt andet fra EU, de som ejerledere skal forholde sig til - heriblandt regler om GDPR og nye krav til dokumentation og driftssikkerhed af maskinerne.

Kunsten at tilpasse sig
Men kunderne er også blevet nogle andre, fordi landbrugene er blevet større.

Dertil er det pludselig blevet tydeligt, hvor meget tingene kan ændre sig i løbet af kort tid, efter at hele verden har oplevet at blive lukket ned på grund af en pandemi, og efter en krig i Europa har påvirket hele verdensøkonomien.

De største udfordringer i arbejdet har netop været at tilpasse sig en foranderlig verden. En af de måder, Mette Frantsen med sin virksomhed er overkommet udfordringerne på vejen, har været hele tiden at forholde sig til det, leverandører og samarbejdspartnere siger og forholde sig til efterspørgslen.

- Vi har overvundet udfordringer ved hjælp af rettidig omhu. Vi har været begunstiget af at have mulighed for på den måde at agere i markedet, når noget har ændret sig, siger hun.
 
Et møde på et seminar
Noget andet essentielt for Søbys muligheder og evner for at agere i en foranderlig verden er, at de har taget imod hjælp udefra.

- Da vi overtog virksomheden i 2015, havde vi en konsulent fra Erhvervshus Midtjylland herude, som hjalp os med at lave et 360 graders syn, hvor vi så på, hvor Søby var henne i forhold til eksempelvis digitalisering og grøn omstilling. Det var her, vi fik øjnene op for, hvor bred en palette af sparring, der faktisk er tilgængelig, og det har vi haft stor glæde af og brugt meget, siger Mette Frantsen.

Hun deltog i et seminar, kort efter hun havde overtaget roret i Søby A/S, og på seminaret mødte hun en kvinde, der på det tidspunkt var konsulent i erhvervshuset. Det var på denne måde, at Mette Frantsen i første omgang fandt ud af, hvad en virksomhed kunne bruge erhvervshuset til.

Siden dengang har konsulenter fra erhvervshuset løbende ageret sparringspartnere for hende som ejerleder i forhold til, hvilke områder det ville give mening at sætte ind på for at udvikle virksomheden.

- Til at starte med var det for os en befrielse, at der var nogle, man kunne tale med, uden de skulle starte et taxameter eller sælge os et bestemt produkt. At vi hele tiden havde adgang til uvildig sparring var guld værd for os, siger Mette Frantsen.

- I erhvervshuset har de kompetente fagpersoner inden for områder som grøn omstilling, eksport og digitalisering, og de har hjulpet os i den rigtige retning. Der er ingen tvivl om, at erhvervshusets konsulenter har været meget afgørende for, hvor vi står i dag.

Næste skridt i omstillingen
At få hjælp udefra gør dog ikke hele arbejdet, pointerer hun:

- Én ting er, at man kan få sparring og støtte til at udvikle virksomheden. Men man skal også internt kunne stille med timer og med personale til at få nye tiltag ført ud i livet. Man skal kaste sig ind i det for at få et udbytte.

Derfor har det været afgørende, at virksomheden og ledelsen har været klar til at gå i gang med arbejdet.

Branchen, de arbejder i, er generelt konservativ i forhold til grøn omstilling, men her har Søby ikke været blege for at tage nye skridt og arbejde for udviklingen.

Indtil videre ser det ud til, at alt arbejdet har båret frugt. I hvert fald har Mette Frantsen og Morten Frantsens virksomhed formået at vækste - selv gennem corona-pandemien - frem til nuværende regnskabsår.

- Det med, at vi har haft vækst, har også båret udviklingen. Det har gjort, at der har været noget at løbe efter, siger Mette Frantsen.

Velkommen til dit Erhvervshus i Midtjylland
Vi kan hjælpe alle midtjyske iværksættere og virksomheder med at skabe udvikling og vækst. Endda helt gratis.

Se hvordan vi kan hjælpe dig

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Erhvervshus Midtjylland
Åbogade 15
8200 Aarhus N
Århus Kommune
Danmark
CVR nummer: DK30089456
P nummer: 1012868401

Send til en kollega

0.109