Specialudstyr til dobbeltsidet svejsning af aluminiumstanke

| Medlemsnyhed | Indrykket af Migatronic A/S

Svejsning i aluminium kan være en udfordring for selv den mest erfarne svejser. Derfor har nordjyske HMK Bilcon 2017 A/S, der producerer skræddersyede tankvognsløsninger, købt specielle svejseløsninger hos Migatronic.

De lever op til virksomhedens høje krav til kvalitet, nyeste teknologi og bærbarhed.

Virksomheden, der i dag er kendt som HMK Bilcon, blev grundlagt tilbage i 1895. Dengang specialiserede man sig i at fremstille hestevogne. Parallelt med den teknologiske udvikling i 1900-tallet begyndte man dog at fremstille mere avancerede løsninger til transport af brændstoffer og gas. Det førte til, at virksomheden i løbet af 1960’erne begyndte at designe og udvikle de nu velkendte aluminiumstankvogne.

I dag er virksomheden en af markedets førende producenter af en bred vifte af skræddersyede tankvognsløsninger til forskellige formål og industrier, lige fra forsyning af olie, brændstof og foderstoffer over sygdomsfri dyretransport til forsvarsløsninger til militæret og mobile løsninger til sundhedssektoren.

- Virksomhedens lange historie viser, at vi har mange års erfaring i design og udvikling af skræddersyede tankvognsløsninger til ethvert kundebehov. Svejsning er kerneområdet i vores forretning og nøglen til næsten alle aspekter af vores produktionsproces – fra udvikling af tanken til montering af den på køretøjet. Svejsning i aluminium er og bliver dog en teknisk udfordring for de fleste svejsere, og derfor er vi meget afhængige af vores dygtige medarbejdere og det professionelle svejseudstyr, som vi stiller til rådighed, siger HMK Bilcons produktionschef Henrik Jørgensen.

Betroet samarbejdspartner Ifølge Henrik Jørgensen er der både fordele og ulemper ved at bruge aluminiumsplader til produktion af tankvognsløsninger:

- Aluminium betegnes som et fint og samtidig stærkt letmetal, hvis håndtering og bearbejdning kræver mere end de fleste andre metaller, og så er det oven i købet dyrere. Alligevel er aluminium ideelt til tankvognsløsninger på grund af dets styrke og lave vægt, forklarer han.

HMK Bilcon har gennem årene betragtet Migatronic som dets betroede samarbejdspartner inden for svejseudstyr og svejseteknisk rådgivning. En repræsentant fra Migatronic besøger hver uge HMK Bilcon, blandt andet for at rådgive om eventuel optimering af svejseudstyret og brugen af det. Det er en af grundene til, at HMK Bilcon for nylig valgte af købe 26 nye svejsemaskiner fra Migatronic.

- Vi går aldrig på kompromis med kvaliteten af vores egne tankvognsløsninger. Det betyder, at vi heller ikke kan gå på kompromis med kvaliteten af det udstyr og de materialer, som vi bruger i produktionen.
Migatronics svejseløsninger er vores foretrukne valg, fordi vi har fuld tillid til, at de leverer den bedste kvalitet, når det drejer sig om ny teknologi, produktegenskaber og holdbarhed, siger Henrik Jørgensen.

Specialudstyr til svejsning De specifikke typer af svejsemaskiner, som HMK Bilcon har købt hos Migatronic, er 14 Sigma Galaxy; en avanceret 3-faset MIG/MAG og MMA inverter-maskine, der kan håndtere alle materialer, og 12 Pi 350 AC/DC. Sidstnævnte er en intelligent TIG inverter-maskine, der er velegnet til svejsning af sort stål, rustfrit stål og aluminium.

- Svejsning i aluminium betragtes som en specialiseret niche hos produktionsvirksomheder. Der er nemlig kun nogle få, der benytter sig af dette specielle materiale i deres produktionsproces. Derfor kræver det svejseudstyr, der er lavet specielt til effektiv håndtering af dette materiale. Her er Sigma Galaxy og Pi 350 AC/DC nogle af de allerbedste svejsemaskiner i markedet, når det drejer sig om både teknologi og alsidighed, forklarer distriktschef i Migatronic Jens Kristensen.

Det er dog ikke kun teknikaliteterne med hensyn til svejsning i aluminium, der er udfordringen i produktionsprocessen hos HMK Bilcon.

- Ved produktionen af tankvognsløsningerne skal der også svejses på vanskeligt tilgængelige steder. Der bliver nemlig svejset skillevægge fast indvendigt i tankene for at skabe isolerede kamre, som gør det muligt for vores kunder at transportere fx brændstof, olie og additiver i den samme tankvogn, uden at væskerne bliver blandet. Derfor er det altafgørende, at svejsningen bliver udført korrekt, så tanken bliver tæt. Hvis det mislykkes for os, svigter vi vores kunder – og derfor stiller vi så store krav til kvaliteten af vores svejseudstyr og til vores medarbejderes færdigheder, fremhæver Henrik Jørgensen.

Samarbejde om svejsning Skillevæggene fastgøres indvendigt i tanken ved hjælp af dobbeltsidet lysbuesvejsning, hvor to svejsere svejser samtidigt på hver side af aluminiumspladerne med en enkelt strømkilde, der understøtter denne specialfunktion.

- Vores type arbejde kræver, at vi specialiserer os i de teknikker, der er nødvendige for at svejse i aluminium. Det indebærer dobbeltsidet svejsning, som er en yderst kompleks og teknisk udfordrende opgave for selv de mest erfarne svejsere. Specielt når det finder sted inde i en mørk tank, hvor det eneste, som svejserne kan se, er smeltebadet. Her er vi dybt afhængige af den intelligente software i Migatronics svejsemaskiner, som gør det muligt for vores svejsere at svejse synkront, siger Henrik Jørgensen.

På grund af den snævre plads at arbejde på inde i tankene havde HMK Bilcon også brug for specialtilbehør. Migatronic har således leveret 10 meter lange svejseslanger med push-pull-enhed, der giver stabil trådfremføring. Disse svejseslanger giver svejserne mobilitet og mulighed for svejsning i ergonomisk rigtige stillinger. HMK Bilcon har udstyret svejseslangerne med røgudsugning, så også arbejdsmiljøet er sikkert.

- Det kan ikke lade sig gøre at tilslutte en svejsemaskine indvendigt i en tank. Derfor havde vi behov for ekstra lange svejseslanger, så vores svejsere fik optimale arbejdsbetingelser der, hvor det er svært at komme til, uden at vi skulle gå på kompromis med sikkerheden. Heldigvis var det ingen sag for Migatronic at levere en svejseløsning, der passer lige til vores behov, slutter Henrik Jørgensen.

Medlemsnyhed

Indrykket af
Migatronic A/S

Aggersundvej 33
9690 Fjerritslev
Danmark
Migatronic A/S

Send til en kollega

0.167