Teknisk lead på modul til verdens mest teknologiske mejetærsker

| Medlemsnyhed | Indrykket af Dansk IngeniørService A/S

AGCO er på markedet med IDEAL Massey Ferguson mejetærskeren – en maskine med den nyeste innovative og meget effektive høstteknologi. DIS har været teknisk lead på udvikling og test af soldkassen.

Sidste gang AGCO, der er en af verdens største producenter af landbrugsmaskiner, byggede en helt ny mejetærsker var i slutningen af 80’erne, men nu er de kommet med deres hidtil største udviklingsprojekt med et budget på over 200 millioner dollars - IDEAL Massey Ferguson/Fendt mejetærskeren. Der er tale om en udviklingsopgave, der indeholder næsten alle ingeniørdiscipliner.

Typisk videreudvikler man på eksisterende maskiner, men IDEAL Massey Ferguson/Fendt er en helt ny mejetærsker med 100 procent nyt indhold, hvortil der er brugt viden og forskellige koncepter fra tidligere modeller.

- De maskiner, vi tidligere har produceret, har været tilpasset lokale forhold. Det, der fungerer godt i Europa, virker ikke nødvendigvis godt i Nordamerika. Med IDEAL ville vi udvikle en maskine med en fælles platform, der kunne bygges og produceres ens på vores produktionslokationer i henholdsvis Italien, USA og i Brasilien, og som kunne operere i alle lande, siger Morten Bilde, udviklingschef for AGCO’s udviklingsafdeling i Randers.

Udvikling opdelt i moduler
Udviklingen af mejetærskeren var delt op i 12 moduler, hvor afdelingen i Randers havde ansvaret for hjertet af maskinen; processoren og soldkassen, der hvor al tærskning, separation og rensning af afgrøden foregår. I udviklingen af soldkassen var ingeniør- og udviklingsvirksomheden DIS teknisk lead med ansvaret for levering af de tekniske løsninger og koordineringen af de involverede ingeniører i afdelingerne i Danmark, Italien, Tyskland, Slovakiet og i Sydamerika.

I udviklingen af soldkassen har der særligt været fokus på omkostninger og vægt, hvorfor materialevalget har været et vigtigt element. I den forbindelse er der eksempelvis udviklet en ny underblæser i plast, der er langt mere effektiv end den tidligere stålblæser.

AGCO er afhængige af, at de kan prøve funktionerne af i praksis, da det er svært at beregne og simulere effekten af forskellige designs. DIS har også stået for udviklings- og testarbejdet, der foregik i AGCO’s testlaboratorie. 

- Det har taget cirka fem år at udvikle mejetærskeren, og det har været en proces, der har haft mange udfordringer. Her har det været vigtigt, at vi igennem hele processen har haft et tæt samarbejde med DIS og har kunnet trække på deres viden inden for nye teknologier, siger Morten Bilde, der selv betegner IDEAL som verdens mest teknologiske mejetærsker.

Den nye mejetærsker har allerede modtaget fine anerkendelser som ”Årets maskine” og ”Innovationsprisen” på Agritechnica-udstillingen i Hannover i Tyskland, og de første modeller med den største indbyggede korntankkapacitet på det europæiske marked, den hurtigste tømmehastighed og det største tærskeområde, er allerede taget i brug.


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Dansk IngeniørService A/S

Ørstedsvej 10, Stilling
8660 Skanderborg
Danmark
Dansk IngeniørService A/S

Send til en kollega

0.141