Ribe og Esbjerg får europæisk besøg om emnet ejerskifte

| Medlemsnyhed | Indrykket af Væksthus Syddanmark

Væksthus Syddanmark byder ni EU-lande velkommen til Ribe og Esbjerg den 26.-27. juni. Et større europæisk projekt skal give ny viden om, hvordan virksomheder bedst gennemfører et vellykket ejer- eller generationsskifte

For et år siden startede et større europæisk projekt om ejer- og generationsskifte i virksomheder. Ni EU-lande udveksler og skaber ny viden i projektet ”Succession and Transfer of Business in Regions (STOB). Nu kommer projektet til Danmark. Det sker, når Væksthus Syddanmark er vært for et 2-dages-arrangement den 26.-27. juni i Ribe og Esbjerg.

- I de europæiske lande er der forskellige problemstillinger og erfaringer med ejer- og generationsskifter i virksomheder. Vi er i gang med at samle den viden, så vi kan lære af hinanden, og vi kan hjælpe virksomheder bedst muligt gennem ejerskiftet, siger Mogens Bjerre, projektleder i STOB hos Væksthus Syddanmark.

De danske udfordringer
En del af programmet i Danmark består af oplæg fra virksomheder, som har gennemført vellykkede ejer- og generationsskifter. Det gælder blandt andet den familieejede virksomhed LogiTrans A/S i Ribe, hvor to døtre har overtaget styringen, og Gitte Kirkegaard i dag er administrerende direktør.

Men det er langt fra en selvfølge, at et ejer- og generationsskifte foregår uproblematisk.

- Det kan være en lang proces med et ejerskifte, og vi ser desværre ofte, at virksomheder kommer for sent i gang med processen. Samtidig er der også mange eksempler på, at virksomheder har svært ved at fastholde deres værdi fra det tidspunkt, hvor de beslutter at sælge og så frem til handelen. Problemet er, at man som ejer måske stopper med at foretage investeringer og udvikling, fordi virksomheden alligevel skal sælges, men det betyder, at det bliver vanskeligt at tiltrække købere, siger Mogens Bjerre.

Til mødet i Danmark er fokus derfor også på værdiansættelse, vurdering og fastholdelse af virksomhedens værdi i forbindelse med ejerskiftet. Allerede nu er man i gang med at gøre brug af ejerskiftemetoder og -værktøjer fra andre lande. I dansk sammenhæng vil man teste et dialogværktøj, som erhvervskonsulenter med succes bruger i tyske Brandenburg.

- Ingen tvivl om, at de kommunale og regionale erhvervsfremmeaktører spiller en væsentlig rolle for et vellykket ejerskifte. Det er dem, som kan være løbende sparringspartner for virksomhedsejeren og sikre, at de får gjort de rette tiltag i tide, så virksomheden er attraktiv og fastholder sin værdi. Dialogværktøjet fra Tyskland rummer en meget enkel køreplan for, hvordan man kommer hele vejen rundt om ejerskiftet, siger Mogens Bjerre.

Fakta om projekt Succession and Transfer of Business in Regions (STOB)
Det europæiske projekt Succession and Transfer of Business in Regions (STOB), som udveksler viden om ejer- og generationsskifter i små og mellemstore virksomheder, gæster Esbjerg og Ribe den 26.-27 juni. Udover Danmark deltager landene Tyskland, Spanien, Finland, Rumænien, Slovenien, Bulgarien, Polen. Væksthus Syddanmark repræsenterer Danmark i projektet.

Til arrangementet i Danmark deltager også de lokale erhvervsservices fra henholdsvis Esbjerg, Fredericia og Aabenraa, Vejen samt Center for Ejerledede Virksomheder, CBS og Region Syddanmark.

Læs mere om STOB

 


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Væksthus Syddanmark

Forskerparken 10E
5230 Odense M
Danmark
Væksthus Syddanmark

Send til en kollega

0.157