Lactosan optimerer produktion med nyt affugtningsanlæg

| Medlemsnyhed | Indrykket af Geovent A/S

En ny affugtningsløsning har givet Lactosan en højere og mere stabil produktion og sparer samtidig på energien. Løsningen er blevet til i tæt samarbejde med Dansk Energirådgivning, JME VVS og GEOVENT A/S.

 

 Lactosan producerer ostepulver til fødevareindustrien, og det sker ved en tørreproces, der anvender udeluften som medie. Men da udeluftens temperatur og fugtighed varierer henover året, har Lactosans produktion været meget påvirket af den skiftende kvalitet af udeluften. Særligt om sommeren har der været problemer med høj luftfugtighed, som besværliggør tørreprocessen, hvilket medfører både mindre produktion og mere rengøring af spraytørringsanlægget.
»Luftfugtigheden i vores proces skal helst ligge på maksimalt 4 gram vand per kilo luft. Når luftfugtigheden bliver højere end det, kan vi opleve problemer med at holde vores produktion kørende på det ønskede kvalitetsniveau,« siger Jan Nykjær Pedersen, maskinmester og teknisk chef, Lactosan.
I Lactosans produktion bliver råost smeltet og pasteuriseret og derefter tørret til pulverform ved hjælp af en spraytørringsproces. Herved opnår ostepulveret en længere holdbarhed og kan anvendes som ingrediens i kiks, chips, snacks, sovse, supper og andre fødevarer. Kunderne er fødevareproducenter over hele verden. For at imødegå problemet med den skiftede kvalitet af udeluften har Lactosan nu etableret en affugtningsløsning – for at opnå en mere stabil produktion henover året. Den nye løsning sikrer en ensartet luftkvalitet i tørreprocessen – uanset kvaliteten af udeluften. »Affugtningsanlægget hjælper os til at standardisere kvaliteten af den luft, vi bruger i tørreprocessen. Nu kører der en fuldautomatisk proces, som sørger for, at tørreprocessen får tilført den ønskede mængde luft ved en bestemt temperatur og fugtighed. På den måde har vi elimineret en usikkerhedsfaktor, som har påvirket vores produktion i den forkerte retning. Med affugtningsanlægget er vores produktion nu øget, og vi bruger mindre energi til den samme produktion,« siger Jan Nykjær Pedersen
Som ekstra gevinst anvender Lactosan sin egen overskudsvarme til affugtningsprocessen, så der er en flerdoblet gevinst: Større produktion, bedre kvalitet, mindre energiforbrug - og desuden mindre behov for rengøring af spraytørringsanlægget, fordi den konstante lave fugtighed forebygger, at osten klistrer fast i anlægget.

God business case 
Det nye affugtningsanlæg hos Lactosan er blevet etableret og idriftsat i et samarbejde med Dansk Energirådgivning, JME VVS og GEOVENT A/S. Oprindelig kiggede Lactosan og Dansk Energirådgivning sammen på mulighederne for at udnytte virksomhedens overskudsvarme – ved at sælge den videre til lokale aftagere i sommerhalvåret.
»Vi hjalp Lactosan med at lave nogle beregninger og scenarier for at udnytte deres overskudsvarme om sommeren. De har et gartneri som nabo, som måske kunne bruge varme til deres produktion, men deres varmebehov er størst om vinteren. Det samme var tilfældet med det lokale fjernvarmeværk, som måske kunne have brugt Lactosans overskudsvarme om vinteren, men ikke havde brug for den om sommeren. Så de to muligheder måtte vi se bort fra,« fortæller Ole Jakobsen, maskinmester og energirådgiver hos Dansk Energirådgivning.
Men da Lactosan og Dansk Energirådgivning analyserede videre, viste der sig en helt tredje mulighed:
»Tallene viste, at der kunne være en god business case i at udnytte overskudsvarmen internt i deres egen produktion til en affugtningsproces, som ville hjælpe med at holde et ønsket fugtniveau i udtørringsprocessen. Med en sorptionsaffugter kunne man bruge overskudsvarmen fra virksomheden til at regenerere affugterhjulet. Den løsning ville løse problemet med den skiftende fugtighed i udeluften og samtidig give en energigevinst,« siger Ole Jakobsen Den beregnede gevinst var en energibesparelse på 10-15 procent, foruden at Lactosan i sommermånederne med mere fugtig udeluft vil kunne opretholde en højere, mere stabil produktion, fordi affugtningsløsningen holder luftfugtigheden nede på det ønskede niveau.
»Men med de klimaforandringer, som tilsyneladende er i gang, vil affugteren faktisk også kunne hjælpe resten af året, når man får en mild, fugtig vinter, hvor udeluften indeholder mere vand end normalt. Så på sigt kan gevinsten ved affugteren vise sig endnu større end vores oprindelige beregninger,« siger Ole Jakobsen.

Høje krav til sikkerhed og hygiejne 
JME VVS har været hovedentreprenør på opgaven med at etablere det nye affugtningsanlæg hos Lactosan. JME VVS er en vvs-installatør, som har specialiseret sig i energioptimering af virksomheder, bl.a. med varmepumper, som de etablerer over hele landet.
En god samarbejdsrelation til Dansk Energirådgivning har bragt dem ind i projektet hos Lactosan, hvor JME VVS foruden rollen som hovedentreprenør har stået for projektering og valg af underleverandører.
Som fødevarevirksomhed har Lactosan haft høje krav til, at hygiejne og sikkerhed er blevet overholdt i hele etableringsfasen. Samtidig har det været et krav, at etableringen af affugtningsanlægget ikke har påvirket produktionen. Det nye anlæg er etableret på taget og har krævet et omfattende installationsarbejde, hvor der også skulle skæres hul i den eksisterende klimaskærm, hvilket har krævet en høj grad af koordinering og planlægning, så sikkerhed og hygiejne ikke blev kompromitteret.
»Det har ikke været en traditionel VVS-opgave. Inden selve installationen er der lavet beregninger og projektering i samarbejde med blandt andet GEOVENT A/S, der blev valgt som leverandør af selve affugtningsanlægget. Vi har skullet etablere to store anlæg, der skulle integreres i de eksisterende anlæg, uden at det forstyrrede produktionen, og vi skulle overholde virksomhedens hygiejnekrav, som blandt andet indebar, at vores medarbejdere skulle udføre deres arbejde i beklædning, som var godkendt af Lactosan. Det har været en spændende og udfordrende opgave, som heldigvis nu ser ud til at give Lactosan de gevinster, som var beregnet på forhånd,« siger Kasper Rasmussen, JME VVS.
»God kommunikation er alfa og omega i så store projekter, og det synes jeg, alle parter har levet op til. Så længe alt går godt, tænker man måske ikke så meget over, hvordan kommunikation fungerer, men god kommunikation forebygger problemer eller forhindrer, at de bliver store, så vi har kunnet håndtere de opståede problemstillinger i god tid, uden at det har medført forsinkelser, eller vi er blevet nødt til at gå på kompromis nogen steder. Alt er leveret som aftalt og til tiden,« siger Kasper Rasmussen.

Sorptionsaffugter fra GEOVENT A/S 
Selve affugtningsanlægget er leveret af GEOVENT A/S, som er eneforhandler i Danmark af Seibu Giken-DST’s sorptionsaffugtere. Disse affugtere er baseret på en såkaldt silica-gel-rotor, som opfanger fugten i luften, der sætter sig på rotoren. Den modsatte vej blæses varm luft gennem rotoren for at regenerere den, så den hele tiden kan opfange væden i den luft, som skal anvendes i den pågældende proces.
»Seibu Giken har oprindelig udviklet silica-gel-teknologien og er stadig den førende leverandør af denne type rotorer, som bliver brug i DST’s affugtere, der blandt andet udmærker sig ved at kunne udnytte overskudsvarme fra en virksomhed, så man opnår en meget høj energieffektivitet i sin affugtningsløsning,« siger Jørgen Lyngaas, salgskonsulent hos GEOVENT A/S, som også leverer procesudsugning og ventilation til industri og autobranchen.
Hos Lactosan er der blevet installeret to DST-anlæg på de to største tørretårne.
»Løsningen hos Lactosan er baseret på standardkomponenter, men tilpasset og designet fuldstændig til de konkrete forhold på virksomheden. Der er nogle specifikke krav om blandt andet temperatur, tryk og vandindhold, som bestemmer den konkrete udformning af vores affugtningsløsning,« siger Jørgen Lyngaas. Affugtningsanlægget hos Lactosan har kørt siden sommeren 2017, og efter en indkøringsperiode er driften nu blevet så stabil, at de beregnede gevinster er ved at vise sig.
»Vi har fået en langt mere stabil produktion henover året og kan holde en mere ensartet kvalitet i vores slutprodukt. Vi kan producere mere ostepulver, end vi kunne tidligere, og vi kan producere mere per energienhed, end vi kunne før. Vi udnytter desuden vores overskudsvarme til at regenerere affugtningsløsningen, så vi ikke behøver smide så meget overskudsvarme væk. Samtidig er der mindre rengøring i spraytørreren, fordi vi kan holde temperaturen og luftfugtigheden nede på det ønskede, stabile niveau, hvor ostepulveret ikke så nemt klistrer sig fast,« siger Jan Nykjær Pedersen, som roser samarbejdet med de øvrige parter i projektet.

Tak for et godt samarbejde til Dansk Energirådgivning https://www.danskenergiraadgivning.dk og JME VVS http://www.jme-vvs.dk/

 

Medlemsnyhed

Indrykket af
Geovent A/S

Hovedgaden 86
8831 Løgstrup
Danmark
Geovent A/S

Billeder & videoer

20180517-lactosan-196320180517-lactosan-196520180517-lactosan-196920180517-lactosan-197020180517-lactosan-197120180517-lactosan-197520180517-lactosan-1973

Send til en kollega

0.141