23948sdkhjf

Silkeborg-virksomheds tiltag giver pote - har vendt to års underskud

Silkeborg-virksomheden mærker nu effekten af en øget salgsindsats

To års underskud blev i 2022 afløst af overskud hos Wila. Overskuddet før skat blev på 2,2 mio. kr., og selv om der stadig er et stykke vej til det tocifrede millionoverskud, man nåede i rekordåret 2018, er der tilfredshed på direktionsgangen i Silkeborg.

- Vi har jo gennem nogle år sat en masse afsætningsmæssige tiltag i søen. Det begynder virkelig at give pote nu, fortæller CEO Ole Kannerup Rasmussen.

Voldsom oprustning i salgsafdeling

Transformation blev sat i gang, da kapitalfonden Dansk Ejerkapital i 2019 overtog 40 procent af virksomheden. Det har givet muskler til at trykke på speederen og gøre Wila mere udadvendt.

- Vi jo oprustet voldsomt på mandskabssiden i salgsafdelingen. Historisk set, så kommer vi fra en situation, hvor Lars Lauridsen, der stiftede virksomheden for cirka 25 år siden, nærmest var den eneste sælger indtil 2020. Siden CCO Steen Nordmark kom til i 2020, har vi nu fået sammensat en professionel salgsorganisation, og blandt andet har vi senest ansat en sælger i USA, og vi har også fået en ny sælger, der startede i marts sidste år, hvis primære fokus er proaktivt salg til nye kunder og industrier. Dette kombineret med, at vi også har oprustet markedsføringsmæssigt, så vi bliver meget mere synlige særligt på de digitale medier, forklarer Ole Kannerup Rasmussen

Fokus på kerneprodukter

I første omgang har coronakrisen spændt lidt ben for den øgede salgsindsats, i og med at sælgerne ikke kunne bevæge sig rundt til kunderne, men i 2022 er salget vokset med cirka 25 procent.

- Det er oprustningen i salgsafdelingen, vi virkelig ser en positiv effekt af i 2022, men også at vi fokuserer meget på vores kerneprodukter. Væksten er derfor også på de områder, som vi gerne vil vokse på. Så det betyder jo en højere omsætning og en mere lønsom indtjening på de produkter, siger Ole Kannerup Rasmussen.

Når han henviser til kerneprodukterne, er det produktion af membranhuse, rørvarmevekslere og ATD’er, mens traditionelt underleverandørarbejde bliver en mindre og mindre del.

Stort potentiale i USA

Som nævnt er oprustningen blandt andet sket i USA. Det skyldes, at der er et rigtig stort potentiale i USA for den midtjyske virksomhed.

- Det er jo ikke helt nyt for os at sælge i USA. Nogle af de store kunder, vi har i forvejen, har også selskaber i USA, så som sådan har vi solgt til det amerikanske marked i flere år. Men nu går vi så over og prøver at angribe nogle nye kunder, som ikke har europæisk afstamning, forklarer Ole Kannerup Rasmussen.

Han er ikke bange for, at USA bliver for stor en mundfuld for Wila.

- Wilas primære fokus er udstyr til fødevareindustrien, hvor vi historisk har været store på mejeriindustrien, og i USA er den industri meget stor i Midtvesten. USA er jo et kæmpestort land med en stor fødevareproduktion, hvor vores produkter kan anvendes indenfor mange industrier, og så er det meget naturligt, det primære fokus i første omgang er der, hvor Wila allerede har et fodfæste og bygge videre på, siger Ole Kannerup Rasmussen.

Det amerikanske marked skal da også stå for en pæn del af den forventede vækst i de kommende år.

God start på 2023

Allerede i 2023 forventes de mange salgs- og marketing-tiltag at forbedre tallene yderligere hos Wila.

- Vi har egentlig fortsat den gode afslutning på 2022 og er kommet rigtig godt i gang med 2023. Vi forventer bestemt at få bedre resultat i 2023. Det skyldes øget afsætning og igen et produktmix, som er mere rentabelt, udtaler Ole Kannerup Rasmussen.

Wila kalkulerer med et overskud på 5-9 mio. kr.

Wila A/S
Regnskabsår 2022 2021
Valuta mio. kr. mio. kr.
Bruttofortjeneste 51,4 37,1
Driftsresultat 2,8 -3,6
Resultat før skat 2,2 -4,0
Årets resultat 1,7 -3,1
Balancestatus 72,1 56,8
Egenkapital 19,3 17,6
Antal ansatte 78 76
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094