23948sdkhjf

Beumer har fået foden ind på kolossalt marked: - Det er lidt surrealistisk

Beumer Groups automatiseringsanlæg er lige nu i spil til store lufthavne så langt væk som Australien og New Zealand, og i tillæg oplever man en ny og markant interesse fra det amerikanske lufthavnsmarked.

- Det har traditionelt været en udfordring for os at få foden i døren hos de amerikanske lufthavne, og det har forretningsmæssigt været en udfordring, fordi markedet jo er kolossalt. Derfor er det glædeligt, at vi lige nu står på tærsklen til et muligt nyt eksporteventyr på fjerne og store markeder, siger Anders Moos, CFO hos Beumer, der tilføjer, at virksomheden allerede i 2021 og '22 har leveret nye bagagehåndteringsløsninger til Harvey Milk terminalen i San Francisco International Airport og Denver International Airport.

- Vi håber og forventer, at projekterne bliver startskuddet til flere lignende ordrer i de kommende år. Der er en rimelig lang salgscyklus på de her projekter, men vi får en del henvendelser lige nu. Og i mange amerikanske lufthavne er der et stort moderniserings- og automatiseringsbehov. Med til at skubbe på efterspørgslen er også de infrastruktur-støtteordninger, som Biden-administrationen har sat i søen, fortsætter han.

For Anders Moos er der ikke nogen tvivl om, at de nye eksportmuligheder skal tilskrives dedikerede medarbejdere hos Beumer Group.

- Vi er stolte af vores medarbejdere og deres unikke evne til at levere konkurrencedygtige systemer, der også positionerer os til succes på eksportmarkederne. Når man tænker over, hvad vores medarbejderes viden flytter ude i verden, kan det godt være lidt surrealistisk, at meget af dette foregår fra vores kontorer i Aarhus og Aalborg, fortæller han.

Sælger dataindsigter

Det er ikke kun amerikanske og andre internationale lufthavne, der er på udkig efter opgraderinger af automationsløsninger lige nu. Hos Beumerss udviklingsafdeling er der travlt med at udvikle nye robotløsninger, men også omsætte for eksempel dataindsigter til systemjusteringer, der effektiviserer driften.

- Vi analyserer hver dag store datamængder for i sidste ende at kunne give vores kunder en så konkurrencedygtig drift som muligt. Vores kunder lever i stærkt konkurrenceprægede markeder, hvor selv små forbedringer skal høstes, og udviklingen har taget endnu mere fart i 2022. Data som en service fylder derfor en større del af vores omsætning i 2022, forklarer Anders Moos.

Hos automatiseringsvirksomheden arbejder udviklere også på flere forskellige robotprodukter, der skal automatisere en del af de opgaver, kunderne mangler manuelt arbejde til at løse. Som eksempel kan robotter i dag flytte pakker fra bure til sorteringsløsningen.

Beumer Group har over 800 fuldtidsansatte medarbejdere i Danmark - primært tilknyttet hovedafdelingen i Skejby.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094