23948sdkhjf

BSB Industry-direktør: Vi har gang i butikken, men skal løbe lidt længere efter ordrerne

Den sydjyske underleverandør havde et godt 2022, og virksomheden har de sidste fem år mere end fordoblet omsætningen.

Sidste år steg omsætningen med 17 procent til 726,1 mio. kr. 

Det viser virksomhedens nyligt offentliggjorte regnskab. 

- Fremgangen kommer egentlig fra vores eksisterende kunder, hvor der bare har været god vind i sejlene. Selvfølgelig er der også kommet nye kunder ind, men det er primært hos de eksisterende, vi har øget forretningen, siger CEO Morten Krusborg, der nævner vind som et af de segmenter, hvor BSB Industry har haft et godt år.

Råvarepriser trækker overskud ned

Selv om der har været flot vækst på bundlinjen, er overskuddet før skat faktisk faldet med 10 procent til 56,9 mio. kr. Det skyldes, at BSB Industry har kæmpet med de samme udfordringer som andre, hvor underleverandøren ikke har kunnet sende hele regningen for stigende råvarepriser videre.

- Nej, det har vi nemlig ikke. Vi havde bundet os på nogle kontrakter, og det har ramt os. Det er egentlig den primære grund, konstaterer Morten Krusborg.

Han tiltrådte som CEO hos BSB Industry den 1. november, og har dermed kun siddet ved roret de sidste par måneder af regnskabsåret.

Godt første halvår

Til gengæld har han haft ansvaret i hele indeværende regnskabsår, og han kan stadig melde om travlhed hos BSB Industry, der har fabrik i Lunderskov vest for Kolding, og i Polen.

- Det nye regnskabsår er egentlig kommet godt i gang, som vi forventede, men vi kan godt se, at for eksempel outlooket for vind er med lidt længere perspektiv, end vi havde regnet med. Jeg synes, vi har haft et godt første halvår, hvor vi har haft gang i butikken, men som jeg også hører det, løber vi lidt længere efter ordrerne, lyder det fra Morten Krusborg, der fortsætter:

- Så er der også nogle ting, der flytter rundt på sig, og det skal vi også agere i. Når jeg siger flytter rundt, så betyder det, at nogle opgaver bliver udsat, og nogle rykker frem. Hele renewables-delen, hvor vi også laver andet end vind, der synes jeg, der er en træghed. Alle råber ulven kommer, og vi er ved at geare op, men nu må vi også snart have nogle politiske kræfter, der får trukket det i land i stedet for bare at snakke om det.

Vindmølle-boom lader vente på sig

Morten Krusborg har tidligere overfor Jern & Maskinindustrien stillet spørgsmålstegn ved, om et forventet boom inden for vindmølleindustrien kommer i 2024 som forventet.

- Alle snakker om det. Der gøres mange tiltag, men vi er ikke nået dertil endnu. Der bliver flyttet lidt rundt på det og danset lidt omkring den varme grød, men nu synes jeg, der er nogle højere oppe end os, nede i EU og andre, det skal tage sig lidt sammen og få snakket sammen, konstaterer Morten Krusborg.

For BSB Industrys vedkommende gør det også, at planer må justeres.

- Vi havde regnet med, at 2023 blev et år, hvor vi skulle mande voldsomt op til 2024, og det håber jeg da også, det bliver, men jeg vil sige, at det er ikke noget, vi har set komme endnu. Og 2024 nærmer sig trods alt med hastige skridt, siger Morten Krusborg.

Han understreger dog, at BSB Industry har haft et fint første halvår, og han forventer stadig, at 2023 lander med et aktivitetsniveau tæt på 2022.

- Det er det, vi stadigvæk satser på, nu vi står seks måneder inde i det nye år, slutter han.

BSB Industry A/S
Regnskabsår 2022 2020
Valuta Mio. kr. Mio. kr.
Nettoomsætning 726,1 621,5
Bruttofortjeneste 110,1 128,1
Resultat af primær drift 52,6 62,3
Resultat før skat 56,9 63,2
Årets resultat 44,4 49,3
Balancestatus 371,3 350,2
Egenkapital 182,8 151,2
Antal ansatte 71 72
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Læs mere om: underleverandører
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.28