DI Produktion tager imod på 500 kvm stor stand

Brancheorganisationen er ny på HI-messen, men medlemmerne har været med mange gange før. I maj 2022 samlede DI syv brancheorganisationer under én hat og DI Produktion blev en realitet.
Tidligere var blandt andet Fremstillingsindustrien med på HI-messen, men i år repræsenterer DI Produktion syv brancheforeninger og i alt 3800 medlemmer i en 500 kvm stor stand.
- Vi er med, fordi vi skal ud at møde vores medlemmer, der hvor de er. Vi sætter fokus på tre vigtige ting, som vi skal lykkes med i fællesskab: Grøn omstilling og de udfordringer, det giver virksomhederne. Arbejdskraft, og digitalisering og automatisering af produktionen. Det kræver, at man udvikler sin forretning, implementerer ny teknologi og hele tiden udvikler produkterne. Og det er også lige præcis det, som HI-messen handler om, siger branchedirektør i DI Produktion, Peter Trillingsgaard.
Vi er med, fordi vi skal ud at møde vores medlemmer, der hvor de er Peter Trillingsgaard, branchedirektør i DI Produktion
I den store stand er der blandt andet mulighed for at høre oplæg fra DAMRC, DIRA, Made og DI Lærlingeindsatsen. Et andet fokusområde vil være kunstig intelligens i produktionen.
- Endnu er der ikke ret mange af os, som forstår, hvordan for eksempel Chat GPT kan spille ind i produktionsindustrien. Det kan man blive klogere på hos os, hvor vi blandt andet taler om, hvordan ens produkter kan blive smartere. Folk kan godt være forskrækkede over Chat GPT, og det kan jeg godt forstå det, for dets potentiale er meget stort. Derfor vil vi gerne vise mulighederne, siger Peter Trillingsgaard.
Folk kan godt være forskrækkede over Chat GPT, og det kan jeg godt forstå det, for dets potentiale er meget stort Peter Trillingsgaard, branchedirektør i DI Produktion
Bæredygtighedsrapportering og energioptimering står også højt på dagsorden hos medlemmerne, fortæller Trillingsgaard, og derfor kan man i standen møde Klimaklar produktionsvirksomhed. Gennem en online platform bliver virksomheden guidet igennem alle de forskellige faser, så de har de rette data klar til bæredygtighedsrapportering.
- Jeg glæder mig faktisk til, om vi får held til at inspirere nogle af de virksomheder, som kommer forbi os. Vi synes, at vi har gjort os umage med at ramme dem. Hvis jeg skal fremhæve noget, så er det, at vi har cases med på stort set alt det, som vi sætter fokus på. Vi prøver ikke at være for teoretiske med love og direktioner fra EU, men i stedet tale om cases fra det virkelige liv, siger Peter Trillingsgaard.
DI Produktion består af brancheforeningerne Emballageindustrien, Fremstillingsindustrien, Industriens Almene Arbejdsgiverforening, Industriens Arbejdsgiverforening i Danmark, Plastindustrien, Procesindustrien og Træ- og Møbelindustrien samt DI.
DI Produktion
J7190