23948sdkhjf

Fra startup til 75 ansatte: Atom-specialist forlader Alfa Lavals iværksætterhus

Som den allerførste startup var Copenhagen Atomics i 2019 med til at udvikle grundlaget for iværksættermiljøet hos Alfa Laval Innovation House i Søborg.

Copenhagen Atomics er netop flyttet ud af iværksætterhuset i Søborg og ind i deres egen 11.000 kvadratmeter store fabrik i Tårnby, hvor de fortsætter arbejdet med at udvikle deres avancerede thorium-smeltesalt-reaktor.

Virksomheden er desuden vokset fra fire mand på deltid til over 75 ansatte i dag.

- Tiden hos Alfa Laval Innovation House har helt klart accelereret udviklingen af Copenhagen Atomics, både som virksomhed og i forhold til arbejdet med at udvikle vores reaktor. Noget, der måske ville have taget os syv eller otte år at udvikle, har vi kunnet gøre på fire-fem år, blandt andet fordi vi har kunnet trække på Alfa Lavals kompetencer, komponenter og infrastruktur, udtaler medstifter af Copenhagen Atomics Thomas Steenberg i en pressemeddelelse.

Copenhagen Atomics bruger blandt andet Alfa Lavals pladevarmeveksler som en nøglekomponent i deres reaktor. Det har været medvirkende til, at udviklingen af reaktoren er gået endnu hurtigere end forventet, og det har haft stor betydning for, at Copenhagen Atomics i dag har to prototyper af reaktoren.

Saltsmelter er kernen i teknologi

Timingen for det første møde mellem Alfa Laval og Copenhagen Atomics tilbage i 2018 var desuden helt oplagt, fordi Alfa Laval på daværende tidspunkt lige havde investeret i en amerikansk startup, som arbejdede med saltsmelter.

Netop saltsmelter er kernen i Copenhagen Atomics’ teknologi, som omdanner grundstoffet thorium til energi – en form for avanceret atomkraft.

- Atomenergi er en velkendt branche for os, men det er også en branche i hastig udvikling, og vi lærer allerbedst om de nye generationer ved at være en aktiv part i udviklingen og forstå, hvilke behov branchen har. Derfor har Copenhagen Atomics helt fra starten været en oplagt startup for Alfa Laval Innovation House, hvor de kan trække på vores viden, løsninger og erfaringer, og hvor vi samtidig får mulighed for at opdage og udvikle nye måder at levere løsninger på, siger Henrik Jarl Røssel, head of Alfa Laval Innovation House.

Brug for mere plads

Selv om Copenhagen Atomics er flyttet i egne lokaler i Tårnby, er linjen til Alfa Laval stadig varm.

Begge virksomheder er blandt andet en del af et storstilet projekt i Indonesien, hvor de sammen med Topsoe og Aalborg CSP skal bygge et stort anlæg til ammoniakproduktion, som primært bruges i kunstgødning. Det er ambitionen, at anlægget skal kunne sikre fødevarer til 45 millioner mennesker.

- Copenhagen Atomics har gennemgået en ret markant udvikling i løbet af de fire år i Alfa Laval Innovation House, og vi er nu nået til et sted, hvor vi rent fysisk har brug for mere plads – både til medarbejdere og til at bygge en fabrikslinje til mekanisk produktion. Vores næste store milepæl er i 2025, hvor vi forhåbentlig er klar til at teste vores reaktor, udtaler Aslak Stubsgaard, medstifter og CTO ved Copenhagen Atomics.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094