23948sdkhjf

Venstre vil fjerne prisloft for overskudsvarme for at udnytte energien

Overskudsvarme sendes ud i luften i stedet for at udnyttes. Det vil Venstre ændre ved at fjerne prisloft

Prisloftet for udnyttelsen af overskudsvarme skal fjernes, så varme skabt i datacentre, PtX-anlæg og fabrikkers processer bedre kan udnyttes i fjernvarmen i stedet for at blive lukket ud til fuglene.

Det foreslår Venstre.

- Det er sund fornuft at udnytte den varme, der allerede er genereret.

- Vi er nødt til at tænke mere i, hvordan vi bruger vores ressourcer og øger energieffektiviteten, hvilket ikke har haft det største fokus i dansk politik, siger partiets klimaordfører Linea Søgaard-Lidell.

Selv om Venstre er i regering, har partiet ikke koordineret en plan med regeringsfællerne fra Socialdemokratiet og Moderaterne.

- Det her er Venstres holdning, og så håber jeg, at de andre er åbne for det, siger Linea Søgaard-Lidell.

Når eksempelvis datacentres talrige og store servere kører, skabes der varme som biprodukt. Den varme kan bruges i fjernvarmesystemer og dermed sikre varmeforsyning til flere byer i Danmark.

Men på grund af prisloftet har fjernvarmeselskaber været udfordret i at udnytte overskudsvarmen. Flere steder lukkes den ud i luften i stedet for at blive udnyttet.

Fjernvarme Fyn kan stå foran at skulle stoppe et projekt om udnyttelse af overskudsvarme fra Facebooks datacenter i Odense, fordi et nyt og højere prisloft træder i kraft fra 2024.

Prisloftets funktion er at sikre, at fjernvarmeselskaber ikke investerer i for dyre løsninger, som pålægger forbrugerne en højere regning.

Det hensyn tager anden lovgivning dog hensyn til, mener Linea Søgaard-Lidell, og henviser til substitutions-princippet, der også skal sikre, at fjernvarmeselskaberne vælger de billigste løsninger.

- Det, vi hører fra industrien og fjernvarmen, er, at fordi vi har den her dobbeltregulering, så bliver projekterne ikke til noget, siger hun.

Der er et "voldsomt stort" klimaperspektiv i at fjerne prisloftet og udnytte overskudsvarmen, siger Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet.

- Når vi ikke udnytter overskudsvarmen, betyder det, at vi bruger kul, olie, gas og biomasse til at lave varmt vand, selv om der nogle steder er helt ekstremt store mængder overskudsvarme til rådighed, siger han.

- Helt konkret betyder det, at vi er mindre effektive med vores energi, og det er sådan set det, det er afgørende, at man får ændret på.

Hans beregninger anslår, at den allerede eksisterende overskudsvarme vil kunne dække 20 procent af fjernvarmeproduktionen. Danmark står dog over for et endnu større potentiale, når flere datacentre og PtX-anlæg, der med vedvarende energi skal lave grønne brændstoffer, ventes opført.

Hos Socialdemokratiet er klimaordfører Lea Wermelin positivt indstillet over for idéen.

- Vi står det samme sted i forhold til, at det er åbenlyst, at der er et problem.

En løsning er at fjerne prisloftet, men der er også andre muligheder i spil, som skal undersøges, siger Lea Wermelin.

Det kan eksempelvis være at ændre prisloftets niveau, så det ikke udgør en forhindring, men stadig tager hensyn til, at borgernes varmeregning ikke bliver unødigt dyrere.

- I regeringen er vi i gang med at kigge på, hvad der er den bedste mulighed for at løse problemet, siger Lea Wermelin.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079